Den Historiske Rute

”Den Historiske Rute” går nordpå fra Addis Ababa, til Bahir Dar, igennem Gondar, til Axum og slutter af i Lalibela inden turen går til Addis Ababa igen.

Vi havde valgt, at tage the public bus imellem byerne – For det første fordi alternativet er at leje en landcruiser, der ikke er til at betale sig fra for almindelige studerende, men også fordi vi mente, at bussen ville give os det mest valide billede af Etiopien. For kommende rejsende i Etiopien, skal det her nævnes, at jeg synes, det er en absolut sikker rejsemetode, der kun kræver almindelig agtpågivenhed. Turistbureauet i Addis gav ligeledes deres velsignelse, så er man indstillet på ”a bumpy ride”, vil jeg anbefale bussen.  For at være sikre på, at få en billet til den første bus fra Addis, havde vi købt den dagen i forvejen og det var jeg yderst tilfreds med på selve rejsedagen. Det var stadig mørkt, da vi om morgenen mødte op på den mest hektiske busstation jeg nogensinde har været på. Der var et væld af mennesker, dyr og busser med hver deres ærinde – Ikke som rutebilsstationen i Randers mine damer og herrer. Heldigvis er det etiopiske folk generelt fantastisk gode til at råbe, hvor de forskellige busser skal hen, så det er bare at følge lyden. Ellers er det simpelthen bare at spørge om vej, hvilket man faktisk kan gøre i hvilken som helst situation. Er ikke sikkert den adspurgte kender dit bestemmelsessted, men så har de næsten altid en kammerat de kan ringe til – Viljen mangler i hvert fald ikke!

Nå men ikke desto mindre var jeg ret glad, da rygsækkene var smidt på taget og vi sad i bussen og ventede på afgang – Var flere forskellige afgange mod Bahir Dar og medarbejderne i de forskellige busser, mente da absolut, at netop de skulle have de der farency’s med deres bus.

 

Omkring 11 timer senere havde vi en smule ondt bagi og jeg var ret træt af ikke at kunne særlig meget af teksten til ”Vi er på vejen igen”, men jeg befandt mig i Bahir Dar med minderne om naturen på turen, der absolut tog vejret fra mig. Dagen efter hoppede vi på en båd til Lake Tana for at nyde søen, men også for at gøre hold på flere forskellige øer for at se disses monasteries (ortodokse kirker). På de forskellige øer lever beboerne hovedsageligt af turister, hvilket vi klart kunne mærke på priserne og på de handlende. En øget turisme, mener jeg, klart vil skabe en forbedring på Etiopiens økonomi, hvilket ligeledes er tydeligt at se på det etiopiske folk. Turismen har ikke gjort sit indtog endnu og er ikke gået ud over naturen, men jeg tror at den vil, så skynd jer!

Vi fik vist bibler, som skulle være skrevet for flere 100 år siden på originalsproget Geetz, dragter, kors og bederemedier der skulle være af guld og et etiopisk hjem som det skulle have set ud i gamle dage. Synes dog at hjemmet så ud som jeg har set mange etiopiske hjem i dag, hvilket klart viser at udviklingen i Etiopien ikke går så stærkt, hovedsagelige grundet fattigdom, sult og generelt økonomiske kriser.

 

Befolkningen på de forskellige øer var utrolig venlige og jeg fik mange gode snakke mens vi vandrede rundt og nød naturen og de kulturelle effekter. Ligeledes så vi hvor den blå nil springer ud og fortsætter til Egypten – Vores guide mente ikke, vi skulle falde i vandet, da vi nok ville støde på nogle krokodiller på et tidspunkt, men hvis det skete skulle vi bevæge os ud mod midten hvor strømmen var stærkest, så ville han hente os i Egypten – Thanks man! J

 

Da vi kom tilbage fra Lake Tana, var der stadig masser af dagen tilbage og vi var opilede af at opleve, så vi besluttede os for at tage turen til Blue Nile Falls med det samme. Vi tog en bil ud til indgangen (Husk studiekort! Er rabat for selv udenlandske studerende) og vandrede resten af vejen hen til vandfaldet. Vi blev mødt af bulder fra den enorme mængde vand der væltede ned, så var bestemt ikke i tvivl om hvorvidt vi var der. Vi kunne gå helt ned af bjerget til kanten af vandfaldet. Fantastisk smukt! Absolut værd at opleve! Efter at have tilbragt en hyggelig aften i Bahir Dar besluttede vi dagen efter at tage videre til Gondar. For Lord of the Rings fans – Ja byen hedder Gondar og udtales på akkurat samme måde. Synes jeg personligt var ret fedt!

Gondar er en super hyggelig by, med glade mennesker, dejlig atmosfære og kongelig arkitektur. Mødte nogle herlige mennesker, der absolut var medvirkende til at vi havde et rigtig dejligt ophold i Gondar. Vi var inde at se The Royal Enclosure, som er ruinerne fra hvad der engang var storslåede paladser, bygget af forskellige royale personer over en årrække. Desværre lod jeg mig fortælle at inventar og specielt bøgerne fra hvad der skulle have været et fantastisk bibliotek er fjernet af italienerne og englænderne, (Er det ikke blasfemi søs). De håber på engang at kunne få alt tilbage – Skulle da også lige passe andet, vidst i spørger mig.

Efter et par dage i Gondar besluttede vi os for at dele os op. Mette og jeg drømte om Semien Mountains og trekking – Helt hjemmefra Danmark, har jeg haft et ønske om, at se Semien Mountains og med de storslåede bjerge så tæt på kunne jeg ikke lade chancen gå fra mig. Una og Michelle valgte at blive i Gondar og så hente os i bussen 5 dage senere. Vi havde fået navnet på en vi kunne kontakte i Debark, som er byen hvor hovedsageligt alle treks starter, så med det i lommen tog Mette og jeg på eventyr. Vi nåede til Debark, fik sagt navnet og i løbet af nul komma fem var der planlagt en trekkingtur i Semien Mountains over de næste 4 dage. Overvejer du det samme så spørg efter Abera – Han er formand for guiderne i Semien Mountains og sørger for at alt går rigtigt til. Sørgede også for at vi fik et vandtæt telt (ikke så let) og absolut de bedste folk – Tak til Abera!

Jamen så havde vi faktisk næsten en hel dag i Debark, hvor vi kunne nå at gå på markedet og købe en gabi (Traditionelt, hvidt, tæppe, sjal, hovedpude, trøje og hvad søren man kan finde på at bruge det til). Da det var helligdag (Meskel) blev vi inviteret til at deltage i ceremonien senere på dagen. Skulle på et tidspunkt tændes et bål og der blev delt fakler ud til dem der var udvalgt til det – Som en kæmpe ære viste det sig at det bl.a. var os. Hold da op hvor jeg følte mig beæret!

 

Så oprandt dagen hvor jeg skulle se Semien Mountains for første gang. Vi havde hyret en guide, en scout, 2 mulemen med hver deres mule og en kok. Heldigvis skulle vi kun vandre med guiden og scouten – Ellers havde vi da lignet noget fra en scene med Karen Blixen og Mit Afrika. Vores muldyr og kok tog en anden vej hvor de ikke skulle trekke og så mødte de os bare i de forskellige lejre. Vores guide hed Deri (forkortelse for noget rigtig svært at udtale) og jeg kunne lide ham fra starten. Han er beskeden, hvilket var rart at opleve i en verden, hvor man tit er nødt til at hævde sig selv for at komme frem og få succes. Vores scout var en stille mand, men han var altid ved vores side og passede på os – De kunne i hvert fald begge deres kram.

Skal lige sige, at vi ikke havde kunnet skaffe trekkingstøvler, før vi kom til Gondar, så det vil jo så sige, at vi kun havde omkring 1 dag til at gå dem til og tænker man ikke behøver at være B.S. for at kunne regne ud, at det er problematisk. Var ikke gået en time, før jeg kunne mærke huden forsvinde fra mine hæle, men hvad søren tænkte jeg, B.S. siger jo at smerte er en illusion og det skulle i hvert fald ikke stoppe mig fra at nyde og gennemføre turen. Første dag vandrede vi 27 km fra Debark til Sankabar Camp – Nogle gange hoppende fra sten til sten over åer, andre gange igennem tæt bevoksning, på bjergkanten, i vejkanten, igennem blomsterenge og klatrende op og ned at bjergene. Tænk at noget så fysisk hårdt kan være så psykisk givende – Har aldrig oplevet sådan et adrenalinkick før. Specielt et bjerg var helt vildt hårdt at komme op ad – Følte at mine lunger var på vej op (Det mest malende og ærlige billede jeg kunne komme på), men sikke en oplevelse det var, da vi stod på toppen og sugede både ilt og udsigten til os. Da vi nåede Sankabar Camp, stod vores kok og mulemen der med kæmpe smil, et opsat telt og te, popcorn og kiks. Kan i forestille jer noget smukkere syn? Kunne jeg ikke! Kan huske at kokken, Fanti, gav mig hånden og et knus. Lige hvad jeg havde brug for J

Sankabar er en totalt hyggelig lejr, hvor man tager bad ude i det fri. Så der stod man så, under det iskolde vand, i sin naturlige fremtoning, med et vandfald rislende ved siden af sig, vild naturbevoksning foran sig og med bjergene i baggrunden. Forestil jer så lige hvilke lyde, der kan være sådan et sted – Absolut alle sanser må her have været i brug. Tror godt jeg kunne forestille mig et smukkere syn alligevel!

 

Efter en kulderystende nat i Sankabar Camp drog vi videre på vores færd. Maven var fyldt og fødderne tapet til, så vi følte os beredte. Denne dag var den korte tur på 12 km, hvilket var klogt, for det var på denne tur vi skulle stige mest. Vores bestemmelsessted var Getz Camp, der ligger i omkring 3,600 km højde. Var ret hårdt for lungerne – Især for en der er vokset op i pandekagelandet! Ud over at vandre i naturomgivelser, der kan minde om noget fra et eventyr, var vi også så heldige at se utroligt meget dyreliv. Rigtig mange gange på hele turen så vi the gelada baboon, som også bliver kaldt bleeding-heart baboon pga. dens røde plamage på brystet. Vi kunne komme op over en bjergtop og så sad de der i hundredvis og rodede i jorden efter spiselige rødder. De kunne også sidde rundt omkring på de mest drabelige steder med deres unger på ryggen eller også kunne vi lige pludselig høre skrig og så var hannerne oppe at slås. Da vores guide kunne informere os om, at de ikke er farlige gik vi tit lige igennem horder af denne baboon og jeg kravlede en gang tæt på en han, så vi bare sad og kiggede på hinanden. Vores guide var flad af grin. Derudover så vi springere, som er et dådyr-lignende dyr, springende fra klippe til klippe. De er meget sky, men vores scout var god til at spotte dem i god tid og ud fra hvad vi kunne høre andre rejsende fortælle, var vi nogle af de heldige der så mange dyr. Ud over det så vi et utal af fugle i alle størrelser og kanter, geder, får, heste, køer, okser og jeg ved ikke hvad. På turen til Getz Camp gik vi forbi et sted, hvor der var det mest fantastiske vandfald. Vi sad på en klippe med så langt ned at jeg ikke engang tør gætte på hvor langt der var, med udsigt til dette vandfald. Hold da op hvor faldt det her vand langt! Oppe over os svævede rovfuglene og håbede på et snarligt bytte. Tror vi sad i 20 min. bare og nød sceneriet i stilhed før vi begav os videre.

Vi nåede frem til Getz Camp og tilbragte en hyggelig aften foran bålet – Skal lige siges, at vores etiopiske medsammensvorne, har fået meget sjov ud af, at vi har købt en Kuta og ikke en Gabi – Er tilsyneladende forskel i tykkelsen. Synes det var rigtig fedt, at de småmobbede os, da det fik mig til at føle mig som en af dem og kunne mærke at det var godmodigt. De gjorde dog også meget ud af at fortælle, at den altså var smuk alligevel og vi vandt i point ved bare at have købt en traditionel dragt. Ligeledes kunne de godt lide, at vi prøver at snakke amharisk, så følte mig ret velkommen ved ilden. Et af mine favoritord er nebla der betyder spis med mig/lad os dele – I etiopisk kultur deler man ens mad og spiser gerne fra samme tallerken. Tit fodrer man også hinanden med hånden. Vi i Danmark behøver ikke tage det hele til os, men det, at man deler ens mad, synes jeg, er en smuk kultur, så nebla er absolut et ord jeg praktiserer.

 

Dagen efter var planen, at tage videre opad til det bedste udkigspunkt i Semien Park, der hedder Imet gogo og derefter vandre tilbage til Sankabar Camp. På det her tidspunkt, skal det siges, at min krop og specielt mine fødder skreg af mig og B. S´s førnævnte mantra lå meget langt fra virkeligheden. Ikke desto mindre tog vi af sted og på en eller anden måde, kom jeg over på den anden side af muren. Mit humør var absolut i top – Tænker jeg har haft fat i den der adrenalin igen. Vi nåede Imet gogo 3,926 km over vandets overflade, der bestemt stemte overens med ryet – Vi kunne se alle pikes derfra og også over til Ras Dashen, der er det højeste bjerg i Semien Park. Vejen dertil var den mest besværlige hidtil og vi måtte direkte klatre med hænderne. Dette gjorde virkelig, at jeg næsten følte mig som en pioner, da jeg stod på toppen – Hold da op hvor var det fedt! Derefter vandrede vi tilbage til Sankabar Camp, Fanti´s fantastiske mad og det hyggelige lejrbål.

Sidste dag på vores eventyr vandrede vi tilbage til Debark – Hele dagen var humøret højt og vi hoppede fra sten til sten og jokede. Skiftevis havde jeg sange på hovedet som temasangen fra Piger i Trøjen (Her specielt linjen: ”Ømme fusser og alt det der”.) til I´m living on the edge (Når vi gik på kanten af bjergene). Da vi kommer frem til Debark efter i alt 84 km, er jeg fuldstændig fysisk udmattet, men psykisk er jeg simpelthen så glad og overskudspræget og så lige for at sætte prikken over i´et kommer der 2 små børn på omkring en 3 år løbende hen og tager mig i hånden. Disse 2 dejlige børn får mig i mål!

 

Dagen efter samler Una og Michelle os op og vi drager mod Axum, på en bustur der nærmest var afslappende, efter hvad vi lige havde været igennem. Skiftede bus i Shire (igen en by fra Lord of The Ring´s – Gad vide om Tolkien har været i Etiopien) og nåede frem til Axum sent om aftenen. Utallige etiopiere har med stolthed i stemmen fortalt os om Axum og de historiske skatte byen gemmer på. Specielt er det en meget stor sag, at byen for et par år siden, har fået et monument tilbage, der havde fået forvildet sig til Italien. Vi tilbragte en dag med hvad der må være en arkæologs drøm – Gamle grave, obelisker og ruinerne fra hvad de mener, har været dronningen af Sabaen´s palads. Der er bare stadig rigtig mange ting, der er ved at blive opdaget og kommer man tilbage om 10 år, tror jeg, vi får en anden historisk baggrund, end den vi fik. Ikke desto mindre, har jeg sjældent set noget, der har vagt min historiske interesse så kraftigt, så jeg glæder mig til, der kommer mere viden på området. Vi så slagmarken hvor et slag imellem Italien og Etiopien skulle have stået – Italien med teknologiske hjælpemidler og Etiopien med hakke og sten og Etiopien vandt fortæller de stolte indbyggere.

 

Lalibela var nu vores næste mål på rejsen, men pudsigt nok er der ikke en direkte forbindelse trods begge byers ry for at være kulturelle guldgrupper. Vi måtte derfor forbi både Mekele og Woldia før vi kunne komme videre. Efter at have tilbragt, hvad der virkede som uendeligt mange timer i en bus, lyttende på en fyr, der mente, Gud havde en plan med os, nu når han hed Yosef og jeg hedder Maria, nåede vi frem til Lalibela. Vi fandt et hyggeligt lille sted, vi kunne smide vores trætte rygsække i byen der er belagt med brosten og fik os en tiltrængt nattesøvn. Dagen efter besøgte vi byens berømte kirker, der for mange troende er noget helt specielt og helligt. Kirkerne er hugget ud af klipperne, hvilket giver dem et fantastisk mastodontisk udtryk og fik mig til at føle mig lille og ubetydelig. Især fordi at mennesker og ikke maskiner har konstrueret disse i tidernes morgen – Det var Kong Lalibela´s drøm at bygge disse kirker og efter 23 år var målet nået. Kirkerne er utroligt smukke med mønstre hugget ud af klippefacaden og de mest farvestrålende og detaljeret billeder inde i selve kirkerne. Mange af kirkerne er forbundet med tunneler og en enkelt gang famlede vi os 25 meter frem i totalt mørke. En helt speciel oplevelse!

 

Vi havde et par hyggelige aftener i Lalibela, inden turen igen gik mod Addis, forbi Dessie.

Vi har haft en fantastisk tur og jeg har fået minder for livet. Absolut en tur der kan anbefales!