Da vi bor i Hayat i udkanten af Addis, starter vores dag med 2 lange busture af en bumlende art grundet vejene. Jeg sidder og kigger ud af vinduet i bussen og ser hektiske Addis. På gaden iler befolkningen med hver deres ærinde. Store sække med grøntsager på folks skuldre, der skal sælges på markedet, får hvis ben bliver bundet sammen og de bliver smidt op på taget af en bil, utallige tiggere hvoraf mange er fysisk skadet – Jeg ser mange der mangler en legemsdel, har blodige fødder, er blevet forbrændt eller generelt fører et hårdt liv på gaden som tigger. Ligeledes er der mange religiøse mennesker, der samler penge ind til kirken og deres stemmer dominerer oftest lydbilledet blandet med trafikken, sælgere og buspersonalet, der råber, hvor de forskellige busser kører hen. Jeg ser bliktage, vasketøj der hænger, små farverige butikker og murbrokker, rør og andet byggemateriale til de utallige byggeprojekter der er i gang og håndværkerne, der sidder på kanten af en halvt færdig bygning med benene dinglende i det fri. Jeg bliver afbrudt i min tankerække af en person der kommer ind i bussen, der er ikke flere pladser, så vi rykker 3 mennesker sammen på 2 menneskers plads. Personen holder fast i mig, for ikke at vælte når bussen drejer eller hopper.
Vi når frem til Kids Care banker på den store blikdør og bliver modtaget af en smilende portner. Dehna nesh? (Hvordan har i det?) siger han og vi svarer med igziarbier imezgen, dehna neh? (Takket være Gud har vi det godt, hvordan har du det?). Dette spørgsmål og religiøst præget svar fortsætter lidt frem og tilbage på forskellige måder, men så ser børnene os. De store børn leger i gården og da de ser os hopper de i armene på os, kysser os på kinden og hånden og vil knuse – Gerne på samme tid. De får alle sammen et kæmpe knus – Ingen der vil have et knus må overses i min verden.
Vi går ind i huset, hvor de små børn er og bliver løbende mødt med dehna nesh og kindkys af babysitterne. Alt efter hvad vores amhariske og deres engelske tillader, får vi os også gerne en lille snak om vind og vejr. Jeg synes, det er en utrolig dejlig måde, at blive modtaget og ønsker at tage denne glæde ved at se hinanden med hjem til Danmark. Det betyder så meget, for hele ens videre dag, at der er nogen der ser dig når du kommer på arbejde. Jeg går ind til børnene og hilser på dem og mange af børnene smiler eller spjætter med arme og ben. Efter omkring 3 mdr. på Kids Care, har jeg ligeledes, fået forskellige måder, at hilse på børnene, der vidner om deres personlighed. Dvs. at til nogle af børnene, siger jeg det samme, som jeg gør hver dag, andre får et skørt indfald, og/eller et kæmpe knus. Så er der dem der får en stille og roligt berøring på kinden o.l. men alle får ”It´s good to see you”. Det er ikke altid jeg når ind i alle rum om morgenen, da der ofte er gøremål lige fra starten i første rum jeg kommer til. Det kan være en ble eller tøj der skal skiftes, eller et barn der trænger til at blive trøstet. Dog bestræber jeg mig på at favne så bredt som muligt i løbet af dagen. Oftest er der mange børn, der trænger til at blive trøstet på en gang, så jeg finder et tæppe og breder det ud på gulvet i stuen. Derefter tager jeg alle de vågne børn op af deres krybber og ned på gulvet, mens jeg tit synger eller snakker for at berolige dem. Derefter sætter jeg mig på gulvet sammen med dem og så er der fokus på omsorg og stimulation. Tit foregår det med et barn på hver arm, et mellem benene og et par stykker liggende op ad mig, så der er sjældent et øjeblik hvor noget på kroppen ikke smerter, men de børn trænger så meget til berøring, at alt andet bliver lagt til side. Det er meget sjældent, at jeg kan finde noget legetøj, så vi leger tit klappe- og synge lege, hvis jeg ikke bare sidder og snakker til dem på det sprog der falder mig ind. Tænker at det ikke er hvad jeg siger, der er relevant, men tonefaldet det bliver sagt i og derfor tænker jeg at sproget er irrelevant. Nogle af børnene begynder også at pludre med og deres øjne bliver meget fokuseret og interesseret.
Kl. 10 får børnene morgenmad, hvilket består af mælk i sutteflaske eller varm mælk med brødstykker alt efter alder. Oftest ligger de små i deres krybber med deres sutteflaske – Nogle kan selv holde flasken, mens andre flasker ligger op ad en pude mens børnene drikker. De lidt større børn får deres morgenmad med ske som vi og babysitterne giver dem. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at børnene selv fik mulighed for at eksperimentere med ske og mad ind i munden og omvendt kunne jeg godt tænke mig, at have de små børn i armene mens de spiser.
Som noget nyt er børnene begyndt at komme ud hver dag – De får alle bleen af og bliver lagt på maven ude i solen på rad og række. Derefter får de alle skiftet ble – Stofble med plastic ud over, der oftest ikke holder tæt. Efter hver ble er jeg af hygiejniske årsager ude at vaske hænder, før jeg tager den næste ble. Har desinficerende middel jeg i princippet kunne bruge, men babysitterne har ikke den mulighed og ved at gå ud og vaske hænder håber jeg på, at kunne vise, at der er tid i hverdagen til en god hygiejne. Kl. 12 får børnene frokost der består af grød eller enjadda, som er Etiopiens nationalret og består af en surdejspandekage med sovs (I andre tilfælde fås det med forskellige grønsags- og kødretter). Begge dele bliver børnene madet med – Grød med ske og enjadda med højre hånd som kulturen påviser det. Tit mader vi flere af børnene på en gang, så børnene lærer et anden essentiel kulturmønster, der handler om at dele mad, fra starten. En time og et bleskift mere går personalet til frokost over 2 gange. Af og til har vi madpakke med, nogle gange tager vi ud og spiser og andre gange igen bliver vi inviteret på enjadda af Aster. Bagefter sætter vi os ud til vaskedamerne i deres lille hjørne og får kaffe. Atmosfæren hos vaskedamerne er præget af hygge, dejlige dufte af kaffeceremoni, stole der er ved at falde fra hinanden, rent og beskidt vasketøj, sjov og spas, underlige samtaler og hjerteligt sammenhold. Og så er kaffen jo også helt fantastisk!
Kl. 15 får børnene for det meste frugtjuice og frem til kl.16 leger, trøster og skifter vi på højtryk. Tit går vi også ud til de store børn og leger i mellem de har skole. Kl. 16 har vi fri – Vi siger dehna deru (godaften) til alle og begiver os ned mod bussen. Vi har ca. ½ time hvor vi kan handle ind o.l., men så skal vi også af sted, så vi ikke ender i myldretiden. Sker det er løbet kørt og man kan lige så godt lede efter en taxa, for der er absolut ikke noget anden mulighed, for at komme hjem de første 4 timer. En anden ting der afstikker fra den danske kultur, er hvorledes man kommer ind i en bus. Når man har forstået på buspersonalet at bussen går til ens bestemmelsessted løber alle hen til den og presser på for at komme ind. Skaber problemer for dem der gerne vil ud, så de må mase sig ud igennem mængden, der bare presser hårdere på. Nogle gange ender det i slagsmål, men de fleste gange griner folk, så må gå ud fra at de hygger sig. Vi tager bussen hjem til Hayat med det samme, for at nå hjem inden det bliver mørkt, hvilket det er allerede kl. 19, så skal der opleves andet end arbejdet og bussen er det i weekenden. Heldigvis er vi gode til at tage ud og opleve noget andet af verden i weekenden.
Hver dag ser jeg nye ting og oplever uforudsete ting så en typisk dag i Addis: Du ved aldrig hvad dagen bringer.
