Der er over 100 forskellige etniske grupper i Etiopien, hvor vi hovedsageligt har skiftet bekendtskab med Amharer, Tigrays og Oromaer. De har alle hver især deres individuelle sprog, men amharisk er det nationale sprog. Der er et bredt udvalg af forskellige etniske grupper hos personalet såvel som børnene på Kids Care. Dette kommer til udtryk i dagligdagen ved, at der bliver talt forskellige sprog og sunget sange fra de forskellige områder. Derudover bliver der ofte talt om de forskellige gruppers kultur, samt historiske baggrund, hvilken for det etiopiske folk er en stor del af deres identitet. Personalet accepterer hinandens etniske baggrund på Kids Care, hvilket vi har erfaret ved at de er meget åbne omkring deres egne samt andres etnicitet. De er gode til at forklare hvilke områder de forskellige grupper hovedsageligt kommer fra, samt hvad det indebærer at være f.eks. Tigray. Dette bliver sagt med positivitet i stemmen. Personalet og børnene på Kids Care er af forskellige religiøse overbevisninger f.eks. Ortodokse, Katolikker og Protestanter, hvilket vi kan se ud fra deres forskellige halskæder. Disse kan være et billede af Jomfru Maria eller et kors. Vi kan høre at personalet ofte bruger ordene Maria eller det amhariske ord for Gud, så det virker som om de ofte snakker religion. Dog ved vi ikke, grundet vores forskellige sprog, om de diskuterer eller er enige. Deres kropssprog virker dog afslappet og åbent og deres stemmeklang lyder humoristisk. Derudover er deres mimik positiv, så vi vil udlede at de accepterer hinandens samt børnenes religiøse forskelle. En religiøs begivenhed, som vi har oplevet er, at der er kommet en ortodoks præst, der har befriet os for vores synder, ved at kaste helligt vand på os og har velsignet os med sit kors.
Kids Care er ikke underlagt nogen politisk organisation, men det politiske systems overordnede love og krav har dog indflydelse på Kids Care´s muligheder og begrænsninger. Det politiske systems bureaukrati sætter nogle begrænsninger for adoptionsbranchen, idet godkendelse og formaliteter er en langsommelig proces. Børnene på Kids Care er hovedsagligt forældreløse og er dermed de svageste i samfundet. Socialt er de udsatte og det er dette Kids Care fokuserer på og ikke deres baggrund. Den største retningslinje for institutionen er, at den underlagt børnekonventionens paragraf vedr. børn og familiers rettigheder.
Jobbet som babysitter bliver ikke set, som et særligt præstigefyldt job og dermed er babysitterne ofte lavt uddannet, som beskrevet i afsnittet Institutionens pædagogik.
Vi har ikke erfaret, at personalesamarbejdet indebærer diskussioner vedr. institutionens struktur og metoder, hvilket kommer til udtryk ved at svaret oftest er nej, hvis vi foreslår noget der indebærer ændringer. Tingene kan ikke være anderledes end de er, hvilket kan være et produkt af den etiopiske uddannelsesform, der er farvet af udenadslære og stærk autoritetstro. Hvis autoriteten siger, at kufferten skal bæres på skulderen bliver den båret således. Kufferten bliver ikke undersøgt for andre muligheder så som om der evt. kunne være hjul på så den kan trækkes. Dette understreger ligeledes den didaktiske læringsform der ikke indebærer refleksion.
Ønskes ændringer på Kids Care kan man smide sit autoritetses og få trumfet tingene igennem – men ønskes der, at personalet skal forstå hvorfor ændringen er god, mener vi, at vi som igangsættere skal vejlede og støtte personalet på en respektfuld og anerkendende måde. Dette har som mål at åbne personalets bevidsthed og få dem til at skabe deres egne ændringer. Herunder skal vi, som kommende pædagoger, huske at de små skridt er essentielle og bliver i længden store.
Højtider er en utrolig vigtig del af den etiopiske kultur, da disse afspejler traditioner der ofte er forbundet med religion. Det etiopiske folk er generelt stolte af deres traditioner og klæder sig ved disse lejligheder i deres traditionelle smukke dragter. Disse højtider er præget af musik, dans og mad i overflod og bliver tilbragt sammen med familie og venner. Ligeledes fejrer Kids Care disse højtider og hele institutionen emmer af liv og glade dage, hvilket vi oplevet ved det etiopiske nytår.
Som tidligere nævnt er hoveddelen af børnene på Kids Care forældreløse, og dermed har organisationen råderetten over disses liv og adoption. Nogle børn har dog forældre, som har valgt at opgive rettigheden til deres børn, da de ikke mene de kan tage vare på dem. Dette er oftest af økonomiske årsager. Mange biologiske mødre er unge voldtægtsofre, der mister deres familiers støtte, hvis ikke de giver afkald på frugten af dette overgreb. Andre biologiske forældre vakler imellem dilemmaet ” skal jeg give afkald på mit barn eller skal jeg beholde det?”. Vi har ofte oplevet en grådkvalt forælder sidde på kontoret, med deres barn i armene.
Der er intet krisehjælp til disse forældre!