Vi havde igennem vores praktikophold på Kids Care Children’s Welfare Association observeret forskellige situationer, som tilsammen skabte en lyst til at dele vores faglige viden og erfaring med resten af personalet. Vi havde været meget fokuseret på, at skabe et gensidigt forhold mellem os og vores kollegaer. Dog havde vi svært ved, at finde den rigtige indgangsvinkel, til at formidlede hvilket problemstillinger vi så i hverdagen og hvorledes vi mente de kunne håndteres anderledes. Efter supervision med vores kontaktperson fra seminariet, blev vi i samarbejde med ledelsen på Kids Care, enige om at afholde møder, hvor vi ville holde oplæg omkring nedenstående faglige problemstillinger. Herunder ville vi inddrage personalet og få deres meninger, holdninger og observationer ud i lyset og dermed få skabt en gensidig dialog med udvikling i fokus.

Vi ønskede, at vi skulle dele vores erfaringer og ville skabe et rum hvor dette kunne leves ud.

Rummet var på 4kvm, med plads til et rundt bord, en bænk og nogle stole. Til hvert møde var der en oversætter (engelsk – amharisk), fra 5 til 7 plejere og os 2 studerende som tovholdere. Til de første 4 møder havde vi ligeledes et lille barn med i rummet, som skulle hjælpe os til at visualiser emnet.

Emnerne til vores 1. møde havde vi valgt og emnerne til 2. møde ønskede vi at skabe i fællesskab med vores kollegaer. 1. møde afholdte vi 7 gange og 2. møde afholdte vi 5 gange. Vi ville gerne afholde flere møder, men pga. skiftehold var vi nødt til at afholde de samme møder mange gange og ofte blev de udsat pga. tidspres og mangel på oversætter.

Mødernes varighed: 1 time til 1 time og 15 minutter.

Ligeledes prioterede vi i vores møder, at fortælle at vi påskønnede dem, som personale og kollegaer, samt at takke dem for deres modtagelse af os. I det følgende er indlagt vores møder, samt en kort beskrivelse af hvordan de foregik. Grundet validiteten, har vi valgt, at sætte møderne ind på engelsk, som var det sprog vi fremlagde på.

1^st. meeting

Hallo, and thank you for coming here today. First will we say thank you, to you, because you have welcomed us with opens arms, when we first came at Kids Care.

We have now 3 weeks left at Kids Care. Our last day at Kids Care will be the 19^th of December.

We are all here today, because Maria and I want to share some thoughts with you….

We are the kids most important person in their life. The kids at the orphanage, have yet, no parents. Therefore are we the most important person in their life.

It is our job to create the best possible life for the kids, while they are in our care.

Now Maria will tell about how and why the early eye-contact is so important for the child.

Sight – Development

Infants can see around 25-30 cm. That is more or less from the mothers’ breast to her face. From the beginning of the infants life is sees the world in 2 pictures – This means that each eye functions individually and if you were an infant you would experience it by seeing 2 of me right now. It is important that the child learns to see 1 picture instead of 2 – If this doesn’t happen it will eventually start to suppress the one eye and only use one, which will overload the one eye.

The caretakers of the child can prevent this by stimulating the child – This by holding the child and speak to it until the child finds eye-contact. When you and the child have eye-contact, you can speak to it in a calm voice where you also use your face mimic. This is to keep the child focused. You can also make the same face movements as the child. Just like a mirror.

This will help the child to use both its eyes, but there are also a lot of other reasons to stimulate the child, which we will come back to later.

I´m telling you this because investigation has shown that children who has grown up at an orphanage often has these issues with their eyes – Therefore is it especially important for all of us, as the adults in the children’s lives, to stimulate the children.

Exercise – I am telling a story about a positive relation I had with a child and am requesting that they do the same.

Self – esteem

Stimulation are able to raise the children self-confidence, because though stimulation the children feel, what somebody react on them. It does, what the children feel, what they are important.

Social – Development

Stimulation can also be a part of that the child can get a better social life later on in their lives – This because they learn to interact with other humans.

Children can create social relations with a lot of different partners like mothers, fathers, grandparents, siblings, friends, teachers ect. The first relation in the life of the child is essential because it functions as the prototype for emotional relations later on in their lives.

It is therefore important that we as the most important persons in the life of the child, creates a positive relation to the children, so they can develop into social human-beings.

It is also important that we support and guides the children to create positive relations amongst themselves – You can do this by turning them face to face, so they are looking at each other and maybe create a game so they have that in common.  

Health – Development

Stimulation and daily contact are able to raise the child’s health. If no contact, the child will close off and maybe stop eaten.

Brain – Development

Stimulation of the child is a part of the development of the brain development of the child + it can help to improve their ability to learn later in their lives.

Experience and knowledge is gathered in the brain and our possibilities to act are controlled from this area. The brain contains that we have learnt and what possibilities we have to learn.

The development of the child is step by step – From sitting to crawling to walk with support and then walk, but the brain is different. But the brain is different! The brain needs stimulation so it can develop and mature, so it can become better at remembering and learn.

If nothing happens the brain will simply start to get bored.

Now we want to ask, if you have any questions? What do you think about this meeting?

Have you thought about these things before? -If yes…. what have you been thinking?

We are going to have this kind of meeting again. Do you have any idea to the next meetings subject?

Forløb: Ovenstående emner er valgt på baggrund af situationer observeret i dagligdagen. F.eks. ønskede vi, at dele vores faglige baggrundsviden med hensyn til hvorfor den tidlige øjenkontakt er essentiel for et barns udvikling, samt vigtigheden af stimulation. Vi forsøgte, at formidle emnerne således, at det ville blive muligt for plejerne, at overføre teori til praksis. Dette bl.a. ved at komme med eksempler vedr. børnene i dagligdagen, samt at skabe mulighed for, at plejerne kunne komme med eksempler. Ligeledes, ønskede vi, at skabe en visuel effekt i form af et lille barn, for at illustrere hvorledes teorien kan bruges i praksis. Vi oplevede dog, at der igennem hele mødet blev fokuseret meget på barnet og at plejerne mistede koncentrationen. Denne reaktion er naturlig og derfor, valgte vi, at de sidste 3 møder skulle foregå med et imaginært barn, så vi kunne se hvorledes et møde ellers kunne foregå.

Plejerne sagde, at de gav denne øjenkontakt til børnene, men at de ikke havde alle de bagved liggende tanker og faglig viden, som vi havde fortalt om. Ellers fik vi feed back så som: ”Jeg ville ønske jeg havde vidst det her til mine egne børn”, ”Jeg vil gå ind og øve mig”, ”Jeg har med de store børn at gøre, så jeg har ikke noget at sige” o.l. Vi observerede, at plejerne ofte fortalte generelt om børn, da de blev bedt om at fortælle om en personlig historie, så som ”Når børn er i den alder kan de det og det”. Ofte havde plejerne svært ved at dele personlige oplevelser de havde haft med børnene på børnehjemmet – især med et konkret eksempel på en positiv relation. I Etiopien har vi ofte observeret, at der i mange sammenhænge, ikke bliver stillet spørgsmål ved hvorledes tingene har fungeret hidtil og ligeledes bliver der ikke stillet krav til refleksion, samt til det at tænke selvstændigt. Dette kan være medvirkende til, at det kan være svært at sætte ord på sine oplevelser.

Der var stor forskel på hvorledes møderne foregik alt afhængig af hvilke plejere der deltog. Nogle tog notater og nikkede bekræftende, andre lyttede og andre igen skrev på mobilen.

Til sidst talte vi om emner til det næste møde og andet møde blev skabt.

2^nd meeting

There are a lot of aspects then we are talking about health and well-being of a child.

At the last meeting one of the baby-sitters said that if you don´t have health it is impossible to create a positive development, and we think that was a very important issue.

We were therefore very glad for the comment and were eager to take up this issue as the next subject.

In the following we will touch the psychological and physical aspects in health and well-being with the subjects: hygiene, physical activity, diet and Interaction.

Hygiejne

Begin with say hallo and give the hands, where there are nutella on.

You have to wait a little bit, before you can go and wash your hands.

First I want to tell you about germs. We can not see Germs, but they are every were. This is important to remember in the daily care of the children. 

You probably wonder why I was saying hallo to you, with nutella on my hand?

We can not see germs, but we can see nutella.

I was saying hallo to you to show you, how the germs walks from one person to another, when you not washing your hands often.

This is the same thing what happens when you not are washing your hands after every diaper change. The germs will walks from one child to another.

Let us say, that the first child have diarre, the second child will now get the diarre germs. Soon will the second child also have diarre.

Gloves are helping you not to get germs on your hands. Gloves are good, because you are not giving germs from you to the child….But gloves are only god if they are used ones. Otherwise germs will still walk from child to child.

Now you can go and wash your hands and come back again.

Another thing what are not good hygiene, is to let the children eat, while they are sitting on the pot.

I do not thing what any of you are sitting on the rest room, while you are eaten?

Personal, I don’t like the scent of food and the smell of stools mixed together and I don’t think that the children like it either.

So what can we do to raise the hygiene in the daily care of the children? We can daily check if the children needs to get theirs nails clipped, or if their hair need to get comb. Maybe their neck needs to be cleaned after they have thrown milk up. Or simply wash the children face, if they have milk around their mouth or pus in their eyes.

It is important to change the children’s clothes if it is wet. The same is it to change the bedding if that is wet. This because it isn’t nice or healthy to lie on some clothes what are wet and maybe smells. Plus it affects your skin condition. 

You and I don’t like to go around in wet clothes or lay in wet bedding. So that does the children probably either.

Us, who works with children, shall often think, if I don’t like it, so does the child either.

To raise the hygiene, it is important to teach the children, to wash their hands often. On that way the germs will not walk so much from one person to another and sickness will reduces.

The department of health recommends opening of the window in the rooms in 10 to 20 minutes every day.  

This, to get old air out and get fresh air in. Fresh air, are good for the power of concentration and are good to remove the smell of stools.

At the same time, fresh air, in the room, are good for children with asthma problems or dust allergy, because the air will become fresh.

It is healthy for all human being to get fresh air every day. Therefore is it good to get out and maybe find a game you can play. At that way it will be fun to be outside.

It is important for the health, to clean the rooms often. This because, the children are very good at find dust and put it into their mounts. This will get more sickness. To clean the rooms often, will be a big help for children with dust allergy. At the same time is it also much nicer to live and work in a place what are clean.

Physical activity

Physical activity is an essential part of the life of every human-being.

The department of health recommends that every adult is physically active at least ½ an hour per day – For a child they recommend 1 hour daily.

Physical activity will make the child´s co-ordination good and their abilities to move will be higher.

They will be better at lifting their head and to move around, so their body is stronger.

If you move a lot your appetite will become higher, so it also has a good effect on that issue Mette will tell us about later.

How we can do is in the everyday life is to make sure that the children gets down from their bets so it is easier for them to move around.

 It is also a motivation factor for them to move more and explore the world, when they see things they are not used to see.

They will get curious and will therefore move more + they will have more space to move on.

We can also help the children to become stronger by calmly moving their legs – After some time you can feel that they start to push with their legs, which is a good exercise for them.

Stimulation of the body is also very important and will among other things improve the children´s blood circulation.

You can do this by massaging the body or just calmly caress the back and so on – This can also make the child feel save.

Nutrition

All people need food. It is necessary for us to live. Without food, would we die.

Too children are the food also important so their muscles can grow and they can become strong. Food helps to create surplus, curiosity and concentration to explore the world.

It is important for the children, what we, as their care taker, create a nice atmosphere in the food situation. For the infants it is important because in that situation you often can get a good eye-contact. For the older children is it important, because in many culture is it, to eat a social situation, there people are together.

But it is also important that the children get something to drink while and after they had eaten. Drink helps to clean the gullet for food and gives at that way free space to more food.

Again…- We know this form ourselves. We are also drinking while and after we eaten.

If the children get the offer to drink many times at day, the chance too dehydrating will be reduced.

Interaction

Interaction between humans is also an essential aspect when we are talking health and well-being.

In the following I will explain about separation from a child and its primary caretaker and the consequences it can have.

The children at Kids Care are orphans, which means that they in some point in their life has experienced a terrible loss – The most terrible experience in the life of a child is to lose its parents.

A lot of theorists have done research in how a child reacts when it is exposed to separation from their parents – The observations show that these children often suffer from severe psychological and physical problems.

In the following I will explain these reactions in 3 phases – The children can react on separation from their parents in many different ways but investigation has shown that the following 3 phases are the most frequent – The phases are first protest, then despair and then emotional detachment.

·                                        In the protest-phase the child expresses its anxiety to lose the mother. The protest-reaction is the result of that the child can´t reach the mother – She is gone! The child will in this period react with heavy cry and will actively try to find its caregiver.

·                                        The second phase is influenced will despair. The child seems calmer – Seems easier to handle, but it also seems like it has no emotions. The child is withdrawing from the world and the symptoms are often miswell-being, weight loss, sleeplessness and the children have a tendency to catch the cold easier.

·                                        The third phase is the emotional detachment and is very serious. The child is withdrawing even more from the world and they often get this glasslike look in their eyes. The child is seeking for a new person to get attached to and if that command isn´t greeted and the need of the child isn´t taking care of, the child can suffer from severe emotional issues in their life to come.

A child is born with potential and competences, but it needs a world to relate to, so these can become a reality. That is why the development of the child and the function of the caretaker are in separate elements.

Exercise – Do we know children who have these symptoms? It is important that we share our observations, so we can help the children in the best possible way.

Thank you, to you all, because you have listened to us.

What do you think about this meeting?

Have you learned something? …What?

Did you get surprised?

Maria and I will say thank you, for the time we have worked together at Kids Care. We have really liked to work together with you and, thanks to you, have we learned a lot about Ethiopian culture.

Now are we soon flying back to Denmark, but our thoughts will often go to you and all the good memories, we have here from Kids Care, together with you.  

Forløb: Vi havde igen valgt en visuel effekt, I form af nutella på hånden, der skulle indikere bakterier. Dette blev ligeledes modtaget forskelligt – Nogle lod som ingenting, andre protesterede og nogle grinede højtlydt. Vi oplevede metoden som en god måde at fange opmærksomheden på og da vi begyndte på det seriøse oplæg, kunne vi se at de flere gange skævede ned på hånden. Mange af plejerne sagde, at de aldrig havde tænkt på at bakterierne vandrer således. Emnerne hygiejne og sundhed blev valgt på baggrund af en plejers udtagelse om; uden sundhed kan man ikke skabe en sund udvikling. Hun efterlyste derfor mere faglig viden vedr. disse emner. Dermed mente vi også, at fysisk aktivitet og kost ville være relevante. Sociale relationer er ligeledes et essentielt aspekt, når vi taler sundhed og trivsel og emnet vedr. separation følte vi var yderst relevant, da børnene på børnehjemmet har oplevet hvad dette svigt medfører.

Konklusion

Vi oplevede, at både plejere såvel som ledelse tog rigtig godt imod initiativet. Plejerne efterlyste ofte hvornår næste møde ville komme og ledelsen bad om at få møderne på skrift, så de kunne blive oversat til amharisk og bruges ved nyansættelser. En af plejerne sagde, at hun havde forventet uddannelse som dette i oplæringsperioden. Vi oplevede ligeledes en lyst til at vide mere. Dette i og med at de bad os om, at uddybe nogle af emnerne, samt at de kom med ideer til nye emner. Vi opnåede dermed et fælles tredje og skabte en gensidig dialog, hvor der var rum for at alle kunne komme på banen. Vi oplevede en stor forskel på møderne – Nogle gange var plejerne meget åbne og andre gange virkede de tilbageholdende. Sidste nævnte var ofte hvis lederen af Kids Care var til stede, så understregede atter engang autoritetstroen i Etiopien.

En ting vi kan undre os over, er det, at overplejeren aldrig hørte vores oplæg, selvom vi spurgte mange gange. Vi mener, at hun som bindeleddet mellem ledelsen og folket på gulvet, var den som kunne have haft meget udbytte af at høre det. Hun kunne have fulgt op på teorien i dagligdagspraksissen – Som det ser ud nu, kan plejerne komme og snakke om noget, som hun ikke ved noget om. Hun burde vide, hvad der rør sig i huset som en af de første.

Til det første møde tog plejerne papir og pen frem i starten, hvilket overraskede os meget i en positiv retning. Vi følte, at vi blev taget seriøst, samt at vi havde noget at give ud af.

Det var en stor overvindelse for os at skulle undervise andre voksne mennesker. En ting er at skulle undervise på sit modersprog, men en anden ting er at skulle undervise på engelsk. Derefter skulle dette så oversættes til et helt tredje sprog og resultatet kunne desværre være, at noget kunne gå tabt i oversættelsen. Vi lærte, at være omstillingsparate, da vi aldrig kunne vide hvornår eller hvor møderne skulle holdes, hvilket fik os til at tro på vores egen viden, samt at fremlægge i en forsamling.

Dermed mener vi, at Etiopien har medvirket til at ruste os som kommende pædagoger.

·        Vi ønsker, at undersøge didaktikken – Hvorledes ses den i Etiopien kontra i Danmark.

·        Vi ønsker, at få børnene til at få øjnene op for, at forskellighed er en forse, samt at der er brug for alle i et brugbart samfund.

·        Vi ønsker, at vise og lære børnene, at læring kan være sjovt.

·        Vi ønsker, at opfordre børnene til at tænke selv.

·        Vi ønsker, igennem leg at børnene skal lære med alle deres sanser.

·        Vi ønsker, igennem leg at få børnene til at opnå et større selvværd.

·        Vi ønsker, at lære og vise hvem vi er som danske pædagoger – Herunder ønsker vi, at få børnene til at omtale mennesker ved deres navne og ikke ud fra deres udseende.

Vores rolle som igangsættere var at være støttende overfor børnene, samt at tillade ethvert forslag fra børnene kropsmæssigt og verbalt. Ligeledes, ønskede vi, på skift at være dokumentanter og igangsættere, så børnene kun havde en person ad gangen at forholde sig til. Derudover med den årsag, at vi ønskede at se forløbet udefra, samt at få det dokumenteret billedligt. Dermed ville vi bedst muligt kunne se, hvorledes vi kunne ændre i forløbet, da vi kunne se hvad der gik godt og hvad der gik galt.

Kids Care Day Care Center er beliggende i Akaki Kaliti, som er en lille by der ligger syd for Addis Ababa (ca. en times kørsel). Institutionen er en afdeling af Kids Care og er en førskole for børn i alderen 4-6 år. Førskolen er et tilbud til forældre i området der ikke har råd til en privatskole og er derfor gratis. Uniformer, bøger og andet materiale bliver doneret fra Schweiz, så det er for forældrene ligeledes uden omkostninger. Derudover får børnene et gratis måltid mad om dagen.

Afdelingen huser 102 børn fordelt på 3 klasser afhængig af alder og færdigheder. Det daglige personale på Day Care centeret består af 1 manager, 3 lærer, 3 hjælpelærer, 1 køkkendame og 1 rengøringsdame. Derudover 2 vagter der kører på skiftehold.

Der bliver undervist i amharisk, engelsk, matematik, kunst og musik. Indgangen til Kids Care Day Care Center er igennem en legeplads, med gynger, rutsjebane, kravlestativ, vippe ol. Selve huset er i 2 længer med grønt område imellem. Den ene længe består af 3 klasselokaler, mens den anden fungerer som køkken, kontor, mødelokale og toilet. Ligeledes er der en tilstødende køkkenhave, der med tiden skal medvirke at førskolen bliver selvforsynende. Det skal derudover siges at ledelsen p.t. forhandler om jord til udvidelse.

Mandag: Vi startede dagen med den ældste årgang med en intro vedr. hvem vi er, hvad vi skal og hvor længe vi vil være der.

Derefter legede vi farvelade med løbende udvidelser med balloner i forskellige farver bundet om håndleddet (Brugte det vi havde). Farvelade foregår på den måde at en står i midten og resten sidder på stole i en rundkreds – Der mangler en stol, så det handler for personen i midten om at skaffe sig en ved at råbe en farve. Denne farve skal skifte plads og giver personen i midten mulighed for at få en stol. Personen der ikke når at få en stol råber en ny farve. Efter et stykke tid udvidede vi legen med råbet farvelade, eller i dette tilfælde all colour stand up, hvor alle skal finde sig en ny stol. Næste udvidelse indebar, at hvis nabostolen blev ledig skulle man rykke derhen og din sidemand skulle rykke med. Resultatet bliver ligesom en bølge på et fodboldstadium med personer i midten der kæmper for at få en plads.

Formål – At lære farverne, at man kan lege sig til at lære, at turde bevæge sig på gulvet, samarbejde, at være sammen om et fælles tredje, glæde.

Efter frokost – Vi gik udenfor på legepladsen med alle 3 årgange og startede med at lege Simon Says. Legen går ud på, at der er en person der er Simon. Denne person kommer med forskellige udråb, så som; hop, Simon says hop, Simon says gø som en hund, gø o.l. Det handler om kun at reagere når der bliver sagt Simon says. Her skal det siges. at der var nogle sprogvanskeligheder, så legen blev lavet om til at en af os kom med et udråb, som samtidig blev vist og derefter gjorde børnene det samme.

Formål – At turde agere, at de kunne se at vi som igangsættere turde agere, glæde, at være sammen om et fælles tredje, fantasi, kreativitet, motion, glæde.

Vi legede derefter banke bøf, der går ud på at stå i en rundkreds, med en person udenfor kredsen. Denne person går fra person til person og siger banke og rører ved personerne i rundkredsens rygge. Pludselig bliver der i stedet sagt bøf på en ryg og begge de involverede skal nu være hurtige. Den ene person løber en vej omkring rundkredsen og den anden løber den anden vej. Da de mødes giver de hinanden hånden og siger f.eks. godmorgen, hvorefter de løber videre. Nu gælder det om at være den første, der når hen til hullet i rundkredsen – Den der ikke når det starter forfra med banke, banke.

Der var pladsmangel på legepladsen, så vi prøvede at dele os op i 2 cirkler. Dog fungerede det heller ikke så godt og vi bestemte os for at stoppe legen efter kort tid. Derefter ville vores nye kollegaer gerne vise os nogle etiopiske lege, så vi sluttede af med at lære nye lege. Bl.a. en hvor man står i en rundkreds, med en der hopper gadedrengeløb uden for kredsen og har et tørklæde i hånden. Denne person synger en strofe, hvorefter rundkredsen svarer med den næste strofe – Dette fortsætter et stykke tid indtil sangen er slut og personen udenfor kredsen kaster tørklædet på en i kredsen. Personen der er blevet ramt løber efter den person, der har kastet og nu gælder det om at ramme med tørklædet, inden den første person, når hen til hullet i kredsen.

Tirsdag: Vi startede dagen med den ældste årgang, men alle børn var i lokalet, efter ønske fra ledelsen. Vi legede igen farvelade, så der nu var noget genkendeligt for børnene. Udvidelserne fra mandag kom igen på løbende. Efter et stykke tid byttede børnene med børnene fra mellemklassen, som vi ligeledes legede farvelade med.

Efter en kort pause med morgenmad, satte vi os igen på stolende i rundkredsen og børnene fik farver på håndleddene igen. Den ene af os filmede og den anden styrede det følgende forløb. Nu skiftedes de forskellige farver til at komme ind i midten af rundkredsen, hvor igangsætteren stod. Her skulle børnene agere at de f.eks. var hunde, katte, får, træer o.l. Da alle farver havde prøvet enkeltvis kom alle børn og voksne på gulvet. Nu agerede vi forskellige følelser så som vred, trist, genert og sluttede af med følelsen glad med det resultat at alle involverede sluttede af med at hoppe med armene i vejret og råbe ”Jah, jah”.

Formål – At få ejerskab til rummet, at turde agere, at se at de voksne også kan lege, for vores kollegaer at lovliggøre at lege, at bruge hukommelsen, at øve sig i at tænke selvstændigt, erkendelse af hvordan følelser ser ud for en selv og andre, glæde, motion, motorik, fantasi, kreativitet.

Efter frokost – Vi gik igen ud på legepladsen med alle børn og voksne. Startede igen med Simon Says og legede derefter imitationsleg/spejl. Børnene skulle gå sammen 2 og 2, den ene skulle lave nogle bevægelser som den anden skulle imitere. Herunder skal det siges at legen ikke virkede efter hensigten. Evt. på baggrund at sprogvanskeligheder, børnenes alder eller af den årsag at lærerinderne var med i legen og det var tydeligt at se, at børnene ikke brugte deres egen fantasi, men brugte de bevægelser de så de voksne lave.

Formål – Øvelse i at tænke selvstændigt, fantasi, motorik, bevægelse, glæde, øvelse i at turde, erkendelse af sin egen krop samt den andens.

Derefter forklarede og viste vi reglerne til ståtrold. Der er en fanger, når man er blevet fanget skal man stå stille med spredte ben, hvorefter man kan blive befriet ved at en anden kravler imellem ens ben. Vi havde lidt svært ved at få vores kollegaer til at forstå legen og imens vi står og diskuterer reglerne, giver børnene sig til at lege deres udgave af ståtrold. De kravler imellem hinandens ben løber videre og kravler så igennem igen. Vi beslutter os derfor for ikke at lege vores udgave af ståtrold, men påskynder børnenes fantasi og leger i stedet for deres udgave.

Onsdag: Dagen i dag havde vi den mindste årgang. Vi startede med at sidde i en rundkreds på tæpper spredt ud på gulvet. Den ene igangsætter sad i midten og den anden dokumenterende. Vi startede med at lade som om at det var morgen – gabte og strakte os. Derefter spurgte igangsætteren hvad børnene lavede om morgenen og vi blev alle guidet igennem spisning, at tage tøj på og lignende. Alt dette agerede vi og børnene var gode til at komme med deres input.

Formål – Fantasi, huskeøvelse, at få børnene til at tænke selvstændigt, at turde agere, at lade som om.

Vi havde igen givet børnene farver på håndleddene og bagefter kom farverne på skift ind i midten af rundkredsen og agerede dyr, planter, bil o.l.

Efter frokost – Tegnede vi sammen med børnene. Vi valgte de skulle tegne deres favorit dyr så det havde kobling til tidligere forløb. En af os var igangsætter og den anden dokumenterede forløbet. Vi erfarede her at børnene kiggede efter deres lærerinde. På et tidspunkt siger en af lærerinderne til børnene at dennes tegning ikke ligner noget – Her griber både igangsætter og dokumentant ind og informerer lærerinden om at fantasi har mange afskygninger og der er ingen regler og begrænsninger for, hvad der skal ende med at være på barnets papir.

Torsdag: I dag observerede vi klasseundervisningen à Amharisk, engelsk, musik, matematik og kunst. Vi observerede alle klasser på skift. Vi synes det var vigtigt at vi også så hvordan skoledagen normalt forløb.

Da det viste sig at fredag er en helligdag og at børnene derfor ikke skulle i skole var torsdag vores sidste dag. Der blev holdt en speciel kaffeceremoni og vi fik en gave.

Et par uger efter kom vi igen på besøg med den øverste ledelse i Kids Care. Vi havde medbragt en collage med billeder vi havde taget under vores forløb, en cd med billeder til personalet og 6 stykker farvet papir, som de fik i gave. Disse 6 stykker papirer havde forskellige farver og stemte overens med de farver børnene havde på håndleddene under forløbet. Der var billeder af børnene på hvert stykke papir og farven stod øverst på engelsk – F.eks. på det grønne papir var der billeder af børn med en grøn farve på deres håndled og øverst stod der green.

Formål – At give lærerne et anderledes undervisningsmateriale, hukommelse, at give børnene billeder fra vores lille uge sammen, hvor vi havde haft det rigtig sjovt.

Konklusion

Det skal siges, at billedet af en normal hverdag aldrig vil blive helt valid grundet vores tilstedeværelse. Bl.a. opførte børnene en sang, med farverne på engelsk, hvor 6 af børnene stod med hver deres farve. Dog observerede vi, at der var tale om udenadslære, da børnene ikke kunne farverne uden for konteksten. Ligeledes kunne de ikke føre det engelske sprog ud af klasselokalet, så som himlen er blå ligesom det papir jeg stod med var blåt. Vi lagde mærke til et typisk tillært repertoire, der blev vist i tilfælde af gæster, hvilket ligeledes sætter sine tvivl hos os – Fik vi et kunstigt billede af førskolen?

Vi observerede blandt andet også en stor forskel fra en dansk undervisning i faget kunst. Den etiopiske lærerinde tegnede og farvelagde et hus på tavlen, hvorefter et barn kom op til tavlen og skulle lave et ligedan hus ved siden af. Vi registrerede op til flere gange børnenes, men også de voksnes anderledes forhold til fantasi end hvad vi er vant til. Det kom især til udtryk under legene, hvor de havde svært ved at huske hvordan en hund ser ud og lyder og overføre det til sin egen krop og agere som en hund. De havde desuden svært ved at komme med andre input til legene. Fantasien er der, hvilket vi kunne se på bl.a. opvågningslegen og ståtrold. Dog bliver den ofte stoppet af de voksne, da de mener der skal vises et helt naturtro billede af hvordan en hund ser ud og lyder. Der findes kun en rigtig måde at gøre tingene på og vi mener ikke lærerne kan stilles til ansvar for dette, da de selv er opdraget således. Sagt med andre ord ser vi et handlingsmønster der kører i ring.

Gennem hele forløbet viste lærerne stort initiativ samt nysgerrighed. Vi havde ikke forventet dette, men lærerne bad selv om at deltage aktivt. De kom selv med input til legene på en meget energisk måde og der var en smittende glæde gennem hele forløbet. Der blev flyttet grænser for alle – Vi som igangsættere viste det er okay at slippe vores hæmninger, hvilket bredte sig til lærer og børn og de lærte at turde agere på fantasien og kreativitetens legeplads. Dette viser at lærerne er åbne for nye læringsmetoder og vi mener vi har plantet en spire i denne retning.  

Al udvikling tager tid, men vi er overbeviste om at Kids Care Day Care center vil kunne skabe denne udvikling over tid pga. deres engagement og åbenhed. Denne nysgerrighed og lyst til udvikling var absolut med til, at vi føler vi har nået vores mål.

.

Vi vil lige slutte af med at sige at vi har mange dejlige billeder fra dette forløb, men også fra resten af vores ophold i Etiopien. Dog kan vi grundet nettet simpelthen ikke få lagt dem på bloggen. Beklager!

Arbejdsopgaverne i Etiopien er meget opdelt – Folk er ansat til forskellige ting og overskrider oftest ikke deres arbejdsopgaver, hvilket er meget anderledes end dansk tankegang. Hvis vi mangler en skrue gaar vi selv ud paa lageret og henter den. I Etiopien venter man paa at arbejdsdrengen kommer saa han kan udfoere sit arbejde. Dette goer at projekter ofte gaar i staa eller tager laengere tid end forventet og i aerlighedens navn maa jeg indroemme det er svaert ikke at have lyst til at effektivisere. Dog mener jeg ikke, jeg kan traekke ting ned over andre menneskers hoveder. Hvad der er rigtigt for mig er ikke noedvendigvis rigtigt for andre mennesker og man skal huske at tage med i sine overvejelser naar man arbejder i udlandet at kulturen, systemet og maaden man er vokset op paa er noget helt andet end det man kommer fra. Skulle mit fremtidige job vise sig at vaere i Etiopien er det min droem at vise og laere boern at taenke selv og betvivle autoriteter. Jeg har erfaret med baade boern og voksne at hvis jeg holder en roed pen og og siger den er blaa, saa siger de alle sammen “ja” eller “blaa” i kor. Hvis man fra barnsben laerer at taenke selv samt at taenke udenfor boksen, mener jeg, man har bedre forudsaetning for at kunne skabe andre maader at goere tingene paa, hvilket vil kunne skabe udvikling. Udvikling af et land skal ske af de mennesker der bor og lever i det i deres tempo, ellers ender vi med et nyt USA med indianerne og nybyggerne. Det kan ligeledes sammenlignes med en person med en kriminel loebebane – Personer skal selv have lyst til at udvikle sig i en positiv retning og jeg kan som kommende paedagog stoette og vejlede i retningen af en positiv fremgang, ligesom jeg kan stoette og vejlede i Etiopien, men jeg kan ikke traekke ting ned over hovederne paa folk.

Det er essentielt at respektere landet og dets folk naar man rejser i udlandet. Jeg observerede en situation sydpaa, der gjorde mig meget oproert. Vandet  paa en campingplads hvor vi boede, blev hentet ude ved pumpen og slaebt ind af 10-aarige drenge og haeldt over i en anden beholder med hane. Det er haardt arbejde kan vi vist godt konstatere! Saa er det at den her mand staar og baberer sig  med det dyrebare vand vaeltende ud mens han smukkeserer sig i spejlet. Jeg haaber ikke at drengen saa det – For hvordan maa det foelels at slide og slaebe og saa bliver det ikke engang respekteret. Turismen har absolut gjort sit indtog i Sydetiopien med hovedsageligt stammefolk som traekplaster. Paa et marked saa jeg en kvinde dele gummidelfiner ud til boernene med ordene “say thank you and please”. Senere saa jeg hende dele plastichalskaeder ud til hamarkvinderne og selvlysende armbaand til drengene. De blev kaldt frem en efter en og skulle ogsaa paent sige tak kunne jeg se paa kvindens kropssprog. Bagefter sad hun paa en stol med et selvtilfreds smil og saa dansede kvinderne omkring hende som var hun guden der kom med…. Ja hvad skal vi vaelge… vand! De tog halskaederne af med det samme de var udenfor hendes synsvinkel. Taarene braendte i mine oejne af skam – Skam over nedvaerdigelsen af disse kvinder, der ser deres smukke smykker som et vaaben og maendende deres bytte - Skam over at boernene paa markedet viste mig deres gummidelfiner med undren i blikket som ville de sige “Hvad skal den her bruges til” – Skam over at en af de 10-aarige drenge kommer og viser mig sit armbaand, jeg siger wow og han kigger undrende paa mig og siger vil du have den? Jeg kan bare hente en ny – Hun har masser. Saa kan man spoerge sig selv hvorfor jeg foeler skam over hvad en andet kvinde har gjort – Kan jeg ikke bare vaere ligeglad. Ville oenske det var saa simpelt, men sandheden er at rejser man som hvid i Etiopien skal man vaere indstillet paa, at den maade man handler paa, kan have store konsekvenser for de mennesker der rejser efter en. Fordi en hvid person har gjort paa en bestemt maade tror folket desvaerre ogsaa at de naeste vil goere paa samme maade. Kvindens gaver kunne bestemt have skabt glaede i Etiopien, men jeg mener ikke de blev addresseret korrekt. Boernehjemsboern f.eks. kunne have brugt dem, men nede sydpaa har de brug for bl.a. skolesager. Det er ogsaa selve kvindens attityde der fik mig til at foele skam – Det var tydeligt at foele hieratiet og magtforholdet var der ingen tvivl om at kvinden foelte var til sin eget fordel. Jeg taenker bare… Det er os der rejser – Skal vi ikke vaere stolte og ydmyge hvis der er nogle der kommer og saetter sig hos os eller inviterer os ind i deres hjem? Vil i hvert fald bede kommende rejsende om at respektere landet og dets folk samt at taenke paa konsekvenserne af ens handlinger.

Og husk hvad Soeren Kirkegaard sagde - Al sand hjaelp starter med ydmyghed! 

For lige at vende tilbage til arbejdsopgaverne, er der ligeledes stor forskel paa hvad maend og kvinder laver i den daglige rutine. Jeg har ofte observeret, at mange maend sidder eller staar rundt omkring uden at lave noget, mens kvinderne paa samme tid kommer slaebende paa store vanddunke eller hoesten og de har gaaet mange kilometer. Ofte sidder maendene paa baren hele ugen og bruger de surt tjente penge, saa jeg faar lyst til at spoerge: “Hvad ville der ske hvis maend og kvinder loeftede i flok”? Jeg vil understrege, at det bestemt ikke er alle, men jeg har erfaret at det er i rigtigt mange tilfaelde. Dine arbejdsopgaver som mand og kvinde afhaenger i stor grad af din etniske herkomst og jeg er forundret over saa stor forskellighed i det samme land. F.eks. fik jeg flettet mit haar af en mand fra hamarstammen nede sydpaa, hvilket vil vaere en stor fornedelse for en mand fra hovedstadsomraadet.

Jeg har oplevet foelsen af, at vaere anderledes og den foelelse vil for evigt have sat sig fast inde i mig. Der er stor forskel paa hvordan det etiopiske folk reagerer paa mig – Nogle vil gerne snakke, nogle vil have penge o.l., nogle vil giftes og bo i Danmark, nogle takker pga. arbejdet med boernene og nogle siger vi skal tage hjem og at vi ikke goer noget godt i Etiopien. De sidste er dem der goer rigtigt ondt! De fleste vi moeder er meget venlige og det er kun sket faa gange, at vi er blevet bedt om at tage hjem, men de faa gange er dem der bider sig fast og jeg skal huske mig selv paa de gode situationer. Konstant at blive bedoemt paa ens udseende samt at vaere anderledes er psykisk haardt og jeg vil tage den foelelse med mig hjem til Danmark og bruge den i mit arbejde med minoriteter. Jeg vil bedre kunne saette mig ind i hvorledes det foeles, at vaere anderledes i samfundet og jeg haaber det har styrket mig som kommende paedagog.

Mangler vi et eller andet i Danmark saa som bleer og maelk kan vi altid lige tage paa tanken for at hente det, men det kan du altsaa ikke i Etiopien. Loeber vi toer, er vi loebet toer og der er ikke andet for end at finde et alternativ selvom man ved det ikke er optimalt. F.eks. vidste vi at sandsynligheden for at boernene ville reagere paa at faa komaelk istedet for pulvermaelk var stor, men der var ikke mere pulvermaelk og de skulle jo have mad. Det har laert mig at soege efter alternativer og mere eller mindre altid have en plan b.

I Danmark har vi en meget stor privatsfaere, hvilket ligeledes skiller os ud fra Etiopien. Vi spiser af vores egen private tallerken og deler ikke vores mad – Specielt ikke med fremmede. I Etiopien spiser vi af samme fad  og fodrer hinanden som en hoeflighed og det er en uskreven lov, at hvis du har mad, saa deler du – Nebla! Bliver spaendede at se, hvor meget af det jeg tager med hjem – Vogt jeres tallerkner!

Intimgraensen er ligeledes noget jeg har maattet haandtere. Sidder man og snakker kan der godt lige komme en haand paa laaret og det er i de fleste tilfaelde ikke med henblik paa giftermaal og i den retning. Det er bare saadan nu sidder vi jo her og saa kan vi lige saa godt sidde saadan. Kan ogsaa vaere i bussen, hvis der er en der er ved at vaelte og der er ingen der bliver flove eller siger undskyld – Det er absolut normalt at tage fat i en andens laar. Maendende goer det ogsaa ved hinanden – aller mest faktisk! Gaar med hinanden i haanden, haenger op af hinanden og fjoller rundt som en flok teenagepiger. Bliver spaendende at se hvor meget af det jeg tager med hjem – Vogt jeres laar!

For at komme tilbage til det serioese – Arbejdet med boernene er gaaet helt ind i hjertet paa mig og naar boernene bliver hentet af deres nye foraeldre har jeg saa meget jeg har lyst til at fortaelle dem, men er ikke altid vi moeder dem, da boernene ofte bliver sendt paa et overfoerselshjem foerst. Det sidste halve aar har jeg kendt deres boern og synes baade foraeldre og boern fortjener, at de faar den viden jeg ligger inde med. Den foerste tid i et barneliv er utrolig vigtig og kan evt. forklare hvorfor boernene reagere som de goer senerehen. Boernene har tidligt i deres liv oplevet det at miste! Placerer man et spaedbarn imellem 2 bh’er hvoraf den ene lugter af moderens brystmaelk og den anden af en anden kvindes vil barnet vende sig mod moderens. Dvs. at barnet allerede fra spaed kan genkaende sin mor og vil foele, at moren ikke er der mere, som et svigt. Fra de er helt smaa er det ligeledes tydeligt at se, at boernene er meget forskellige. De har uden tvivl deres helt egen personlighed. Som et eksempel kan jeg her naevne hvorledes de reagerer forskelligt paa en frokostbegivenhed. Stiller jeg en skaal med groed paa gulvet vil nogle boern mave sig frem til den med et beslutsomt blik i oejnene, andre vil protestere ved at graede, hvoraf nogle vil stoppe hurtigt, mens andre vil fortsaette indtil de faar mad. Der er saa mange personlighedstraek og oplevelser med boernene jeg synes i som foraeldre burde kende. Jeg er glad for jeg har moedt nogle af jer – Det har vaeret nogle meget givende snakke vi har haft. Pas paa jeres dejlige boern!

Om jeg har forandret mig – Jeg ved det ikke! Ville undre mig hvis Etiopien ikke har sat sig varige spor, men jeg er ikke klar til at svare paa hvorledes endnu. Nu vender jeg hjem til Danmark, min familie og mine venner og foerst efter gensynet med den danske kultur, tror jeg, jeg kan svare paa hvorledes den etiopiske kultur at sat sine spor paa mig.

Der er over 100 forskellige etniske grupper i Etiopien, hvor vi hovedsageligt har skiftet bekendtskab med Amharer, Tigrays og Oromaer. De har alle hver især deres individuelle sprog, men amharisk er det nationale sprog. Der er et bredt udvalg af forskellige etniske grupper hos personalet såvel som børnene på Kids Care. Dette kommer til udtryk i dagligdagen ved, at der bliver talt forskellige sprog og sunget sange fra de forskellige områder. Derudover bliver der ofte talt om de forskellige gruppers kultur, samt historiske baggrund, hvilken for det etiopiske folk er en stor del af deres identitet. Personalet accepterer hinandens etniske baggrund på Kids Care, hvilket vi har erfaret ved at de er meget åbne omkring deres egne samt andres etnicitet. De er gode til at forklare hvilke områder de forskellige grupper hovedsageligt kommer fra, samt hvad det indebærer at være f.eks. Tigray. Dette bliver sagt med positivitet i stemmen. Personalet og børnene på Kids Care er af forskellige religiøse overbevisninger f.eks. Ortodokse, Katolikker og Protestanter, hvilket vi kan se ud fra deres forskellige halskæder. Disse kan være et billede af Jomfru Maria eller et kors. Vi kan høre at personalet ofte bruger ordene Maria eller det amhariske ord for Gud, så det virker som om de ofte snakker religion. Dog ved vi ikke, grundet vores forskellige sprog, om de diskuterer eller er enige. Deres kropssprog virker dog afslappet og åbent og deres stemmeklang lyder humoristisk. Derudover er deres mimik positiv, så vi vil udlede at de accepterer hinandens samt børnenes religiøse forskelle. En religiøs begivenhed, som vi har oplevet er, at der er kommet en ortodoks præst, der har befriet os for vores synder, ved at kaste helligt vand på os og har velsignet os med sit kors.

Kids Care er ikke underlagt nogen politisk organisation, men det politiske systems overordnede love og krav har dog indflydelse på Kids Care´s muligheder og begrænsninger. Det politiske systems bureaukrati sætter nogle begrænsninger for adoptionsbranchen, idet godkendelse og formaliteter er en langsommelig proces. Børnene på Kids Care er hovedsagligt forældreløse og er dermed de svageste i samfundet. Socialt er de udsatte og det er dette Kids Care fokuserer på og ikke deres baggrund. Den største retningslinje for institutionen er, at den underlagt børnekonventionens paragraf vedr. børn og familiers rettigheder.

Jobbet som babysitter bliver ikke set, som et særligt præstigefyldt job og dermed er babysitterne ofte lavt uddannet, som beskrevet i afsnittet Institutionens pædagogik.

Vi har ikke erfaret, at personalesamarbejdet indebærer diskussioner vedr. institutionens struktur og metoder, hvilket kommer til udtryk ved at svaret oftest er nej, hvis vi foreslår noget der indebærer ændringer. Tingene kan ikke være anderledes end de er, hvilket kan være et produkt af den etiopiske uddannelsesform, der er farvet af udenadslære og stærk autoritetstro. Hvis autoriteten siger, at kufferten skal bæres på skulderen bliver den båret således. Kufferten bliver ikke undersøgt for andre muligheder så som om der evt. kunne være hjul på så den kan trækkes. Dette understreger ligeledes den didaktiske læringsform der ikke indebærer refleksion.

Ønskes ændringer på Kids Care kan man smide sit autoritetses og få trumfet tingene igennem – men ønskes der, at personalet skal forstå hvorfor ændringen er god, mener vi, at vi som igangsættere skal vejlede og støtte personalet på en respektfuld og anerkendende måde. Dette har som mål at åbne personalets bevidsthed og få dem til at skabe deres egne ændringer. Herunder skal vi, som kommende pædagoger, huske at de små skridt er essentielle og bliver i længden store.

Højtider er en utrolig vigtig del af den etiopiske kultur, da disse afspejler traditioner der ofte er forbundet med religion. Det etiopiske folk er generelt stolte af deres traditioner og klæder sig ved disse lejligheder i deres traditionelle smukke dragter. Disse højtider er præget af musik, dans og mad i overflod og bliver tilbragt sammen med familie og venner. Ligeledes fejrer Kids Care disse højtider og hele institutionen emmer af liv og glade dage, hvilket vi oplevet ved det etiopiske nytår.

Som tidligere nævnt er hoveddelen af børnene på Kids Care forældreløse, og dermed har organisationen råderetten over disses liv og adoption. Nogle børn har dog forældre, som har valgt at opgive rettigheden til deres børn, da de ikke mene de kan tage vare på dem. Dette er oftest af økonomiske årsager. Mange biologiske mødre er unge voldtægtsofre, der mister deres familiers støtte, hvis ikke de giver afkald på frugten af dette overgreb. Andre biologiske forældre vakler imellem dilemmaet ” skal jeg give afkald på mit barn eller skal jeg beholde det?”. Vi har ofte oplevet en grådkvalt forælder sidde på kontoret, med deres barn i armene.

Der er intet krisehjælp til disse forældre!  

Vi havde valgt, at tage the public bus imellem byerne – For det første fordi alternativet er at leje en landcruiser, der ikke er til at betale sig fra for almindelige studerende, men også fordi vi mente, at bussen ville give os det mest valide billede af Etiopien. For kommende rejsende i Etiopien, skal det her nævnes, at jeg synes, det er en absolut sikker rejsemetode, der kun kræver almindelig agtpågivenhed. Turistbureauet i Addis gav ligeledes deres velsignelse, så er man indstillet på ”a bumpy ride”, vil jeg anbefale bussen.  For at være sikre på, at få en billet til den første bus fra Addis, havde vi købt den dagen i forvejen og det var jeg yderst tilfreds med på selve rejsedagen. Det var stadig mørkt, da vi om morgenen mødte op på den mest hektiske busstation jeg nogensinde har været på. Der var et væld af mennesker, dyr og busser med hver deres ærinde – Ikke som rutebilsstationen i Randers mine damer og herrer. Heldigvis er det etiopiske folk generelt fantastisk gode til at råbe, hvor de forskellige busser skal hen, så det er bare at følge lyden. Ellers er det simpelthen bare at spørge om vej, hvilket man faktisk kan gøre i hvilken som helst situation. Er ikke sikkert den adspurgte kender dit bestemmelsessted, men så har de næsten altid en kammerat de kan ringe til – Viljen mangler i hvert fald ikke!

Nå men ikke desto mindre var jeg ret glad, da rygsækkene var smidt på taget og vi sad i bussen og ventede på afgang – Var flere forskellige afgange mod Bahir Dar og medarbejderne i de forskellige busser, mente da absolut, at netop de skulle have de der farency’s med deres bus.

Omkring 11 timer senere havde vi en smule ondt bagi og jeg var ret træt af ikke at kunne særlig meget af teksten til ”Vi er på vejen igen”, men jeg befandt mig i Bahir Dar med minderne om naturen på turen, der absolut tog vejret fra mig. Dagen efter hoppede vi på en båd til Lake Tana for at nyde søen, men også for at gøre hold på flere forskellige øer for at se disses monasteries (ortodokse kirker). På de forskellige øer lever beboerne hovedsageligt af turister, hvilket vi klart kunne mærke på priserne og på de handlende. En øget turisme, mener jeg, klart vil skabe en forbedring på Etiopiens økonomi, hvilket ligeledes er tydeligt at se på det etiopiske folk. Turismen har ikke gjort sit indtog endnu og er ikke gået ud over naturen, men jeg tror at den vil, så skynd jer!

Vi fik vist bibler, som skulle være skrevet for flere 100 år siden på originalsproget Geetz, dragter, kors og bederemedier der skulle være af guld og et etiopisk hjem som det skulle have set ud i gamle dage. Synes dog at hjemmet så ud som jeg har set mange etiopiske hjem i dag, hvilket klart viser at udviklingen i Etiopien ikke går så stærkt, hovedsagelige grundet fattigdom, sult og generelt økonomiske kriser.

Befolkningen på de forskellige øer var utrolig venlige og jeg fik mange gode snakke mens vi vandrede rundt og nød naturen og de kulturelle effekter. Ligeledes så vi hvor den blå nil springer ud og fortsætter til Egypten – Vores guide mente ikke, vi skulle falde i vandet, da vi nok ville støde på nogle krokodiller på et tidspunkt, men hvis det skete skulle vi bevæge os ud mod midten hvor strømmen var stærkest, så ville han hente os i Egypten – Thanks man! J

Da vi kom tilbage fra Lake Tana, var der stadig masser af dagen tilbage og vi var opilede af at opleve, så vi besluttede os for at tage turen til Blue Nile Falls med det samme. Vi tog en bil ud til indgangen (Husk studiekort! Er rabat for selv udenlandske studerende) og vandrede resten af vejen hen til vandfaldet. Vi blev mødt af bulder fra den enorme mængde vand der væltede ned, så var bestemt ikke i tvivl om hvorvidt vi var der. Vi kunne gå helt ned af bjerget til kanten af vandfaldet. Fantastisk smukt! Absolut værd at opleve! Efter at have tilbragt en hyggelig aften i Bahir Dar besluttede vi dagen efter at tage videre til Gondar. For Lord of the Rings fans – Ja byen hedder Gondar og udtales på akkurat samme måde. Synes jeg personligt var ret fedt!

Gondar er en super hyggelig by, med glade mennesker, dejlig atmosfære og kongelig arkitektur. Mødte nogle herlige mennesker, der absolut var medvirkende til at vi havde et rigtig dejligt ophold i Gondar. Vi var inde at se The Royal Enclosure, som er ruinerne fra hvad der engang var storslåede paladser, bygget af forskellige royale personer over en årrække. Desværre lod jeg mig fortælle at inventar og specielt bøgerne fra hvad der skulle have været et fantastisk bibliotek er fjernet af italienerne og englænderne, (Er det ikke blasfemi søs). De håber på engang at kunne få alt tilbage – Skulle da også lige passe andet, vidst i spørger mig.

Efter et par dage i Gondar besluttede vi os for at dele os op. Mette og jeg drømte om Semien Mountains og trekking – Helt hjemmefra Danmark, har jeg haft et ønske om, at se Semien Mountains og med de storslåede bjerge så tæt på kunne jeg ikke lade chancen gå fra mig. Una og Michelle valgte at blive i Gondar og så hente os i bussen 5 dage senere. Vi havde fået navnet på en vi kunne kontakte i Debark, som er byen hvor hovedsageligt alle treks starter, så med det i lommen tog Mette og jeg på eventyr. Vi nåede til Debark, fik sagt navnet og i løbet af nul komma fem var der planlagt en trekkingtur i Semien Mountains over de næste 4 dage. Overvejer du det samme så spørg efter Abera – Han er formand for guiderne i Semien Mountains og sørger for at alt går rigtigt til. Sørgede også for at vi fik et vandtæt telt (ikke så let) og absolut de bedste folk – Tak til Abera!

Jamen så havde vi faktisk næsten en hel dag i Debark, hvor vi kunne nå at gå på markedet og købe en gabi (Traditionelt, hvidt, tæppe, sjal, hovedpude, trøje og hvad søren man kan finde på at bruge det til). Da det var helligdag (Meskel) blev vi inviteret til at deltage i ceremonien senere på dagen. Skulle på et tidspunkt tændes et bål og der blev delt fakler ud til dem der var udvalgt til det – Som en kæmpe ære viste det sig at det bl.a. var os. Hold da op hvor jeg følte mig beæret!

Så oprandt dagen hvor jeg skulle se Semien Mountains for første gang. Vi havde hyret en guide, en scout, 2 mulemen med hver deres mule og en kok. Heldigvis skulle vi kun vandre med guiden og scouten – Ellers havde vi da lignet noget fra en scene med Karen Blixen og Mit Afrika. Vores muldyr og kok tog en anden vej hvor de ikke skulle trekke og så mødte de os bare i de forskellige lejre. Vores guide hed Deri (forkortelse for noget rigtig svært at udtale) og jeg kunne lide ham fra starten. Han er beskeden, hvilket var rart at opleve i en verden, hvor man tit er nødt til at hævde sig selv for at komme frem og få succes. Vores scout var en stille mand, men han var altid ved vores side og passede på os – De kunne i hvert fald begge deres kram.

Skal lige sige, at vi ikke havde kunnet skaffe trekkingstøvler, før vi kom til Gondar, så det vil jo så sige, at vi kun havde omkring 1 dag til at gå dem til og tænker man ikke behøver at være B.S. for at kunne regne ud, at det er problematisk. Var ikke gået en time, før jeg kunne mærke huden forsvinde fra mine hæle, men hvad søren tænkte jeg, B.S. siger jo at smerte er en illusion og det skulle i hvert fald ikke stoppe mig fra at nyde og gennemføre turen. Første dag vandrede vi 27 km fra Debark til Sankabar Camp – Nogle gange hoppende fra sten til sten over åer, andre gange igennem tæt bevoksning, på bjergkanten, i vejkanten, igennem blomsterenge og klatrende op og ned at bjergene. Tænk at noget så fysisk hårdt kan være så psykisk givende – Har aldrig oplevet sådan et adrenalinkick før. Specielt et bjerg var helt vildt hårdt at komme op ad – Følte at mine lunger var på vej op (Det mest malende og ærlige billede jeg kunne komme på), men sikke en oplevelse det var, da vi stod på toppen og sugede både ilt og udsigten til os. Da vi nåede Sankabar Camp, stod vores kok og mulemen der med kæmpe smil, et opsat telt og te, popcorn og kiks. Kan i forestille jer noget smukkere syn? Kunne jeg ikke! Kan huske at kokken, Fanti, gav mig hånden og et knus. Lige hvad jeg havde brug for J

Sankabar er en totalt hyggelig lejr, hvor man tager bad ude i det fri. Så der stod man så, under det iskolde vand, i sin naturlige fremtoning, med et vandfald rislende ved siden af sig, vild naturbevoksning foran sig og med bjergene i baggrunden. Forestil jer så lige hvilke lyde, der kan være sådan et sted – Absolut alle sanser må her have været i brug. Tror godt jeg kunne forestille mig et smukkere syn alligevel!

Efter en kulderystende nat i Sankabar Camp drog vi videre på vores færd. Maven var fyldt og fødderne tapet til, så vi følte os beredte. Denne dag var den korte tur på 12 km, hvilket var klogt, for det var på denne tur vi skulle stige mest. Vores bestemmelsessted var Getz Camp, der ligger i omkring 3,600 km højde. Var ret hårdt for lungerne – Især for en der er vokset op i pandekagelandet! Ud over at vandre i naturomgivelser, der kan minde om noget fra et eventyr, var vi også så heldige at se utroligt meget dyreliv. Rigtig mange gange på hele turen så vi the gelada baboon, som også bliver kaldt bleeding-heart baboon pga. dens røde plamage på brystet. Vi kunne komme op over en bjergtop og så sad de der i hundredvis og rodede i jorden efter spiselige rødder. De kunne også sidde rundt omkring på de mest drabelige steder med deres unger på ryggen eller også kunne vi lige pludselig høre skrig og så var hannerne oppe at slås. Da vores guide kunne informere os om, at de ikke er farlige gik vi tit lige igennem horder af denne baboon og jeg kravlede en gang tæt på en han, så vi bare sad og kiggede på hinanden. Vores guide var flad af grin. Derudover så vi springere, som er et dådyr-lignende dyr, springende fra klippe til klippe. De er meget sky, men vores scout var god til at spotte dem i god tid og ud fra hvad vi kunne høre andre rejsende fortælle, var vi nogle af de heldige der så mange dyr. Ud over det så vi et utal af fugle i alle størrelser og kanter, geder, får, heste, køer, okser og jeg ved ikke hvad. På turen til Getz Camp gik vi forbi et sted, hvor der var det mest fantastiske vandfald. Vi sad på en klippe med så langt ned at jeg ikke engang tør gætte på hvor langt der var, med udsigt til dette vandfald. Hold da op hvor faldt det her vand langt! Oppe over os svævede rovfuglene og håbede på et snarligt bytte. Tror vi sad i 20 min. bare og nød sceneriet i stilhed før vi begav os videre.

Vi nåede frem til Getz Camp og tilbragte en hyggelig aften foran bålet – Skal lige siges, at vores etiopiske medsammensvorne, har fået meget sjov ud af, at vi har købt en Kuta og ikke en Gabi – Er tilsyneladende forskel i tykkelsen. Synes det var rigtig fedt, at de småmobbede os, da det fik mig til at føle mig som en af dem og kunne mærke at det var godmodigt. De gjorde dog også meget ud af at fortælle, at den altså var smuk alligevel og vi vandt i point ved bare at have købt en traditionel dragt. Ligeledes kunne de godt lide, at vi prøver at snakke amharisk, så følte mig ret velkommen ved ilden. Et af mine favoritord er nebla der betyder spis med mig/lad os dele – I etiopisk kultur deler man ens mad og spiser gerne fra samme tallerken. Tit fodrer man også hinanden med hånden. Vi i Danmark behøver ikke tage det hele til os, men det, at man deler ens mad, synes jeg, er en smuk kultur, så nebla er absolut et ord jeg praktiserer.

Dagen efter var planen, at tage videre opad til det bedste udkigspunkt i Semien Park, der hedder Imet gogo og derefter vandre tilbage til Sankabar Camp. På det her tidspunkt, skal det siges, at min krop og specielt mine fødder skreg af mig og B. S´s førnævnte mantra lå meget langt fra virkeligheden. Ikke desto mindre tog vi af sted og på en eller anden måde, kom jeg over på den anden side af muren. Mit humør var absolut i top – Tænker jeg har haft fat i den der adrenalin igen. Vi nåede Imet gogo 3,926 km over vandets overflade, der bestemt stemte overens med ryet – Vi kunne se alle pikes derfra og også over til Ras Dashen, der er det højeste bjerg i Semien Park. Vejen dertil var den mest besværlige hidtil og vi måtte direkte klatre med hænderne. Dette gjorde virkelig, at jeg næsten følte mig som en pioner, da jeg stod på toppen – Hold da op hvor var det fedt! Derefter vandrede vi tilbage til Sankabar Camp, Fanti´s fantastiske mad og det hyggelige lejrbål.

Sidste dag på vores eventyr vandrede vi tilbage til Debark – Hele dagen var humøret højt og vi hoppede fra sten til sten og jokede. Skiftevis havde jeg sange på hovedet som temasangen fra Piger i Trøjen (Her specielt linjen: ”Ømme fusser og alt det der”.) til I´m living on the edge (Når vi gik på kanten af bjergene). Da vi kommer frem til Debark efter i alt 84 km, er jeg fuldstændig fysisk udmattet, men psykisk er jeg simpelthen så glad og overskudspræget og så lige for at sætte prikken over i´et kommer der 2 små børn på omkring en 3 år løbende hen og tager mig i hånden. Disse 2 dejlige børn får mig i mål!

Dagen efter samler Una og Michelle os op og vi drager mod Axum, på en bustur der nærmest var afslappende, efter hvad vi lige havde været igennem. Skiftede bus i Shire (igen en by fra Lord of The Ring´s – Gad vide om Tolkien har været i Etiopien) og nåede frem til Axum sent om aftenen. Utallige etiopiere har med stolthed i stemmen fortalt os om Axum og de historiske skatte byen gemmer på. Specielt er det en meget stor sag, at byen for et par år siden, har fået et monument tilbage, der havde fået forvildet sig til Italien. Vi tilbragte en dag med hvad der må være en arkæologs drøm – Gamle grave, obelisker og ruinerne fra hvad de mener, har været dronningen af Sabaen´s palads. Der er bare stadig rigtig mange ting, der er ved at blive opdaget og kommer man tilbage om 10 år, tror jeg, vi får en anden historisk baggrund, end den vi fik. Ikke desto mindre, har jeg sjældent set noget, der har vagt min historiske interesse så kraftigt, så jeg glæder mig til, der kommer mere viden på området. Vi så slagmarken hvor et slag imellem Italien og Etiopien skulle have stået – Italien med teknologiske hjælpemidler og Etiopien med hakke og sten og Etiopien vandt fortæller de stolte indbyggere.

Lalibela var nu vores næste mål på rejsen, men pudsigt nok er der ikke en direkte forbindelse trods begge byers ry for at være kulturelle guldgrupper. Vi måtte derfor forbi både Mekele og Woldia før vi kunne komme videre. Efter at have tilbragt, hvad der virkede som uendeligt mange timer i en bus, lyttende på en fyr, der mente, Gud havde en plan med os, nu når han hed Yosef og jeg hedder Maria, nåede vi frem til Lalibela. Vi fandt et hyggeligt lille sted, vi kunne smide vores trætte rygsække i byen der er belagt med brosten og fik os en tiltrængt nattesøvn. Dagen efter besøgte vi byens berømte kirker, der for mange troende er noget helt specielt og helligt. Kirkerne er hugget ud af klipperne, hvilket giver dem et fantastisk mastodontisk udtryk og fik mig til at føle mig lille og ubetydelig. Især fordi at mennesker og ikke maskiner har konstrueret disse i tidernes morgen – Det var Kong Lalibela´s drøm at bygge disse kirker og efter 23 år var målet nået. Kirkerne er utroligt smukke med mønstre hugget ud af klippefacaden og de mest farvestrålende og detaljeret billeder inde i selve kirkerne. Mange af kirkerne er forbundet med tunneler og en enkelt gang famlede vi os 25 meter frem i totalt mørke. En helt speciel oplevelse!

Vi havde et par hyggelige aftener i Lalibela, inden turen igen gik mod Addis, forbi Dessie.

Vi har haft en fantastisk tur og jeg har fået minder for livet. Absolut en tur der kan anbefales!

Da vi bor i Hayat i udkanten af Addis, starter vores dag med 2 lange busture af en bumlende art grundet vejene. Jeg sidder og kigger ud af vinduet i bussen og ser hektiske Addis. På gaden iler befolkningen med hver deres ærinde. Store sække med grøntsager på folks skuldre, der skal sælges på markedet, får hvis ben bliver bundet sammen og de bliver smidt op på taget af en bil, utallige tiggere hvoraf mange er fysisk skadet – Jeg ser mange der mangler en legemsdel, har blodige fødder, er blevet forbrændt eller generelt fører et hårdt liv på gaden som tigger. Ligeledes er der mange religiøse mennesker, der samler penge ind til kirken og deres stemmer dominerer oftest lydbilledet blandet med trafikken, sælgere og buspersonalet, der råber, hvor de forskellige busser kører hen. Jeg ser bliktage, vasketøj der hænger, små farverige butikker og murbrokker, rør og andet byggemateriale til de utallige byggeprojekter der er i gang og håndværkerne, der sidder på kanten af en halvt færdig bygning med benene dinglende i det fri. Jeg bliver afbrudt i min tankerække af en person der kommer ind i bussen, der er ikke flere pladser, så vi rykker 3 mennesker sammen på 2 menneskers plads. Personen holder fast i mig, for ikke at vælte når bussen drejer eller hopper. 

Vi når frem til Kids Care banker på den store blikdør og bliver modtaget af en smilende portner. Dehna nesh?  (Hvordan har i det?) siger han og vi svarer med igziarbier imezgen, dehna neh?  (Takket være Gud har vi det godt, hvordan har du det?). Dette spørgsmål og religiøst præget svar fortsætter lidt frem og tilbage på forskellige måder, men så ser børnene os. De store børn leger i gården og da de ser os hopper de i armene på os, kysser os på kinden og hånden og vil knuse – Gerne på samme tid. De får alle sammen et kæmpe knus – Ingen der vil have et knus må overses i min verden.

Vi går ind i huset, hvor de små børn er og bliver løbende mødt med dehna nesh og kindkys af babysitterne. Alt efter hvad vores amhariske og deres engelske tillader, får vi os også gerne en lille snak om vind og vejr. Jeg synes, det er en utrolig dejlig måde, at blive modtaget og ønsker at tage denne glæde ved at se hinanden med hjem til Danmark. Det betyder så meget, for hele ens videre dag, at der er nogen der ser dig når du kommer på arbejde. Jeg går ind til børnene og hilser på dem og mange af børnene smiler eller spjætter med arme og ben. Efter omkring 3 mdr. på Kids Care, har jeg ligeledes, fået forskellige måder, at hilse på børnene, der vidner om deres personlighed. Dvs. at til nogle af børnene, siger jeg det samme, som jeg gør hver dag, andre får et skørt indfald, og/eller et kæmpe knus. Så er der dem der får en stille og roligt berøring på kinden o.l. men alle får ”It´s good to see you”. Det er ikke altid jeg når ind i alle rum om morgenen, da der ofte er gøremål lige fra starten i første rum jeg kommer til. Det kan være en ble eller tøj der skal skiftes, eller et barn der trænger til at blive trøstet. Dog bestræber jeg mig på at favne så bredt som muligt i løbet af dagen. Oftest er der mange børn, der trænger til at blive trøstet på en gang, så jeg finder et tæppe og breder det ud på gulvet i stuen. Derefter tager jeg alle de vågne børn op af deres krybber og ned på gulvet, mens jeg tit synger eller snakker for at berolige dem. Derefter sætter jeg mig på gulvet sammen med dem og så er der fokus på omsorg og stimulation. Tit foregår det med et barn på hver arm, et mellem benene og et par stykker liggende op ad mig, så der er sjældent et øjeblik hvor noget på kroppen ikke smerter, men de børn trænger så meget til berøring, at alt andet bliver lagt til side. Det er meget sjældent, at jeg kan finde noget legetøj, så vi leger tit klappe- og synge lege, hvis jeg ikke bare sidder og snakker til dem på det sprog der falder mig ind. Tænker at det ikke er hvad jeg siger, der er relevant, men tonefaldet det bliver sagt i og derfor tænker jeg at sproget er irrelevant. Nogle af børnene begynder også at pludre med og deres øjne bliver meget fokuseret og interesseret.

Kl. 10 får børnene morgenmad, hvilket består af mælk i sutteflaske eller varm mælk med brødstykker alt efter alder. Oftest ligger de små i deres krybber med deres sutteflaske – Nogle kan selv holde flasken, mens andre flasker ligger op ad en pude mens børnene drikker. De lidt større børn får deres morgenmad med ske som vi og babysitterne giver dem. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at børnene selv fik mulighed for at eksperimentere med ske og mad ind i munden og omvendt kunne jeg godt tænke mig, at have de små børn i armene mens de spiser.

Som noget nyt er børnene begyndt at komme ud hver dag – De får alle bleen af og bliver lagt på maven ude i solen på rad og række. Derefter får de alle skiftet ble – Stofble med plastic ud over, der oftest ikke holder tæt. Efter hver ble er jeg af hygiejniske årsager ude at vaske hænder, før jeg tager den næste ble. Har desinficerende middel jeg i princippet kunne bruge, men babysitterne har ikke den mulighed og ved at gå ud og vaske hænder håber jeg på, at kunne vise, at der er tid i hverdagen til en god hygiejne. Kl. 12 får børnene frokost der består af grød eller enjadda, som er Etiopiens nationalret og består af en surdejspandekage med sovs (I andre tilfælde fås det med forskellige grønsags- og kødretter). Begge dele bliver børnene madet med – Grød med ske og enjadda med højre hånd som kulturen påviser det. Tit mader vi flere af børnene på en gang, så børnene lærer et anden essentiel kulturmønster, der handler om at dele mad, fra starten. En time og et bleskift mere går personalet til frokost over 2 gange. Af og til har vi madpakke med, nogle gange tager vi ud og spiser og andre gange igen bliver vi inviteret på enjadda af Aster. Bagefter sætter vi os ud til vaskedamerne i deres lille hjørne og får kaffe. Atmosfæren hos vaskedamerne er præget af hygge, dejlige dufte af kaffeceremoni, stole der er ved at falde fra hinanden, rent og beskidt vasketøj, sjov og spas, underlige samtaler og hjerteligt sammenhold. Og så er kaffen jo også helt fantastisk!

Kl. 15 får børnene for det meste frugtjuice og frem til kl.16 leger, trøster og skifter vi på højtryk. Tit går vi også ud til de store børn og leger i mellem de har skole. Kl. 16 har vi fri – Vi siger dehna deru (godaften) til alle og begiver os ned mod bussen. Vi har ca. ½ time hvor vi kan handle ind o.l., men så skal vi også af sted, så vi ikke ender i myldretiden. Sker det er løbet kørt og man kan lige så godt lede efter en taxa, for der er absolut ikke noget anden mulighed, for at komme hjem de første 4 timer. En anden ting der afstikker fra den danske kultur, er hvorledes man kommer ind i en bus. Når man har forstået på buspersonalet at bussen går til ens bestemmelsessted løber alle hen til den og presser på for at komme ind. Skaber problemer for dem der gerne vil ud, så de må mase sig ud igennem mængden, der bare presser hårdere på. Nogle gange ender det i slagsmål, men de fleste gange griner folk, så må gå ud fra at de hygger sig. Vi tager bussen hjem til Hayat med det samme, for at nå hjem inden det bliver mørkt, hvilket det er allerede kl. 19, så skal der opleves andet end arbejdet og bussen er det i weekenden. Heldigvis er vi gode til at tage ud og opleve noget andet af verden i weekenden.

Hver dag ser jeg nye ting og oplever uforudsete ting så en typisk dag i Addis: Du ved aldrig hvad dagen bringer.

Den faggruppe på Kids Care, der varetager de områder, der i Danmark bliver forvaltet af pædagoger, er babysittere. De ansatte på institutionen har ingen faglig baggrund i form af uddannelse indenfor humanitærområdet. Som ledelsen udtrykker det, er det oftest skolepiger eller mødre der anvender deres egne praksiserfaringer. Efter ansættelse på Kids Care gennemgås en 1-2 måneders oplæringsperiode, hvor bleskift og sutteflaskehåndtering er i fokus. Dette foregår ved observation af de erfarne babysittere.

Vi har ofte erfaret, at der ikke er nogen forklaring på, hvorfor tingene bliver gjort som de bliver gjort. Det kan være et kommunikationsspørgsmål imellem os, da babysitterne ikke taler så meget engelsk og vores amharisk ligeledes er sparsomt. Dog kan forklaringen også være den, at der bliver gjort som der er blevet gjort hidtil. Vi er i Danmark opvokset med at stille undrende spørgsmål og forventer svar og dialog, hvor vi har erfaret en forskel i Etiopien. Her bliver fremgangsmåden oftest ikke betvivlet af de ansatte og vi har observeret et stort skel imellem personale og ledelse. Sagt med andre ord forefindes der på Kids Care en stor respekt for autoriteter.

Grundet vores uddannelse, der er baseret på udvikling og fremgang ved hjælp fra refleksion og nysgerrighed, ligger det som en grundsten i os, at stille undrende spørgsmål. Dette har vi i høj grad praktiseret på Kids Care og har ofte fået svaret ”nej” eller ”sådan er det bare”. Som et eksempel, kan vi nævne, at vi tit har spurgt om vi ikke må tage legetøjet ned fra væggen, pakke det ud og lade børnene lege med det. Svaret har været et ryst på hovedet og hvis vi har spurt ”hvorfor ikke?”, har vi fået svaret ”nej” igen.  Pga. vores uddannelse/baggrund har vi ikke accepteret dette ”nej” og har valgt at blive ved med at stille spørgsmålet. Disse små skridt har båret frugt og vi har gradvist fået lov til at tage legetøjet ned og børnene har kunnet lege med det. Som et eksempel, har en dukke en dag været nede, til at kunne kigges på i dennes indpakning. Næste dag var dukken nede igen og fik ordnet hår, stadig i indpakning. Som en kæmpe fremgang, næste dag igen, kom dukken ned, blev pakket ud og fik andet tøj på og så blev der leget. Det skal dog siges, at efter hver endt dag bliver dukken pakket ind igen og hængt op på væggen. Dog er de små skridt essentielle og føles for os som fremskridt jf. vores målformulering.

Pædagogik i Etiopien har ikke samme betydning og ansigt som i Danmark. Som kommende danske pædagoger, har vi de didaktiske overvejelser, at børn bedst optager læring via leg, samt at det skal være sjovt at lære. Som et modstykke til dette, har vi erfaret, at de didaktiske overvejelser på Kids Care er baseret på hovedsageligt udenadslære. 

Den uddannelse der ligger sig tættest op af en dansk pædagog, er udannelsen som sociolog eller psykolog på universitetsniveau. Derudfra kan man vælge, at specialisere sig indenfor forskellige humanitære områder. Kids Care har ikke ansat en person med sådan en uddannelse, men ledelsen ytre ønske.

Specielt inden for de seneste år har vi i Danmark oplevet, at dokumentation er kommet i højsædet. Dette i form af handleplaner for de forskellige institutioner og disse omhandler hvorledes brugerens hverdag bliver beriget bedst muligt. Dette skal sikre en vedvarende udvikling samt trivsel hos disse og er et lovmæssigt krav. Kids Care er underlagt børnekonventionens paragraf vedrørende børns/familiers rettigheder. Dog er der ikke en direkte handleplan som vi ser i Danmark og som sætter sit præg på hverdagen på Kids Care.

De specielle træk der har gjort indtryk på os, ved pædagogikken på Kids Care omhandler hovedsagligt hvorledes børnene bliver afledt. Dette med tanke på, at hvis børnene græder, er der en tendens fra babysitterne til, at knipse foran deres ansigter, samt at nive dem i kinderne. På denne måde bliver børnene afledt frem for at få omsorg og bekræftelse af deres følelser.  Ligeledes har vi observeret gentagende gange, at pædagogikken ikke indebærer at tage børnene op af sengene med henblik på at stimulere dem.

Yderst på kanten foregår et ”nej” fra en babysitter ofte ved hjælp af hånden.

En typisk dag på Kids Care (i tidsrummet fra kl. 8.30 til 16.00) varierer alt efter hvilken babysittere der er på stuen. Dog er der altid rengøring fredag, morgenmad kl. 10, frokost kl. 12 og frugtjuice kl. 15. Bleskift kl. 9, kl. 11, kl. 13 og kl. 16.

Hverdagen i Addis kan ofte være hektisk og man er på hele tiden. Som en der ser anderledes ud end resten af befolkningen, er anonymitet ikke noget man sådan lige kan vælge en dag man har lyst. Konstant kigger folk på en og det er ikke med et blik der bliver slået ned hvis man kigger tilbage og får øjenkontakt. Ligeledes kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har gået 10 meter på gaden uden en eller anden form for kommentar – Oftest er det ordet ”farancy” eller en eller anden bøjning af samme ord. Det er et ord der bliver brugt om hvide mennesker og skulle angiveligt stamme fra da der var mange franskmænd i Etiopien, så France er blevet til farancy og er nu en betegnelse for alle hvide mennesker. Er forskelligt hvordan ordet er ment, men er oftest bare for at fortælle omverdenen, at nu er der altså noget lyst i sigte. På Kids Care har jeg mange gange oplevet, at jeg er blevet kaldt ordet og har egentlig ikke taget det negativt, da det er et ord selv helt små kan, så er så integreret et ord at jeg ikke mener det enkelte menneske kan stilles til ansvar. Især ikke når samfundet ikke er præget af, at man lærer at betvivle hvorledes samfundet har fungeret hidtil.

Om en uges tid tager vi nordpå op ad den rute der kaldes ”The historical circut” – Kommer nok til at tage omkring 3 uger og indebærer bl.a. trekking i Semien Mountains, så glæder mig til at fortælle næste gang.

Pas på jer selv!

Knus Maria

N.B. Alle jer danske pædagoger derude! Gør mig en tjeneste! Giv et kæmpe knus til engangsbleer, pusleborde, dagligt rengøringspersonale og alle de ting vi i Danmark tager for givet.

Hvad ønsker du at opnå med din praktik:

Vi ønsker, at indgå i et ligeværdigt samarbejde med resten at personalet på Kids Care. Dette med respekt og forståelse i højsæde, hvilket vi mener, vil give os den bedst mulige lejlighed til at opnå et samarbejde, der har trivsel og kvalitet som øverste omdrejningspunkt. Vi ønsker, at få et indblik i den Etiopiske kultur med specielt henblik på hvilke fremgangsmåder de ansatte på Kids Care benytter i deres pædagogiske arbejde kontra den danske kulturs fremgangsmåder. Denne metode, mener vi, har potentiale, så vi derved kan koble disse to kultures fremgangsmåde. Dermed kan vi opnå en kvalitet, så vi kan give børnene på Kids Care den omsorg og tryghed, der er så essentiel for deres videre trivsel. Ligeledes ønsker vi ved hjælp fra vores engagement og glæde ved faget at få denne glæde til at smitte af på personalet. Dette med det formål at give stedet og dets personale fornyet energi, samt at åbne deres øjne for, at det er sjovt at arbejde med børn.

Hvilke mål har du sat dig:

I arbejdet med børn i alderen 0-3 har vi sat os følgende mål:

·         Vi ønsker, at give børnene tryghed igennem en tættere voksenkontakt. Dette med speciel henblik på omsorg i form af knus, opmærksomhed, samt øjenkontakt.  

·         Vi ønsker, at bruge et tæppe på gulvet til børnene, så de har bedre mulighed for at bevæge sig, samt for at give dem bedre mulighed for at opnå sociale relationer.

·         Vi ønsker, at få børnene vendt mere om på maven, i stedet for at de mest ligger på ryggen, for at forbedre deres motorik samt at give dem mulighed for at undersøge verden bedst mulig.

·         Vi ønsker, at få legetøjet frem og ned fra væggene, hvor det hænger, samt at få tilladelse til at børnene leger med det. Dette for at udvikle deres fantasi, kreativitet og sanser, samt for at give børnene et fælles tredje.

·         Vi ønsker, at få hygiejnen på Kids Care i fokus, hvilket bl.a. indebærer vask af hænder efter hvert bleskift, udluftning af rummene, samt generelt vask af børnene.

·         Vi ønsker, at give børnene mulighed for at komme udenfor at lege for bl.a. at mindske risikoen for astma.

I arbejdet som pædagoger som professionelle på en skole har vi sat os følgende mål:

·         Vi ønsker, at undersøge didaktikken – Hvorledes ses den i Etiopien kontra i Danmark.

·         Vi ønsker, at få børnene til at få øjnene op for, at forskellighed er en forse, samt at der er brug for alle i et brugbart samfund.

·         Vi ønsker, at vise og lære børnene, at læring kan være sjovt.

·         Vi ønsker, at opfordre børnene til at tænke selv.

·         Vi ønsker, igennem leg at børnene skal lære med alle deres sanser.

·         Vi ønsker, igennem leg at få børnene til at opnå et større selvværd.

·         Vi ønsker, at lære og vise hvem vi er som danske pædagoger – Herunder ønsker vi, at få børnene til at omtale mennesker ved deres navne og ikke ud fra deres udseende.

Hvilken viden vil du få brug for for at nå dine mål?

·         Praktiske viden – Herunder menes der erfaring fra tidligere arbejde indenfor humanitærområdet, men ligeledes hvorledes man ser på sin egen tilstand og velbefindende og sammenligner den med hvorledes børnene kan have det. Sagt med andre ord behøver børnene højst sandsynligt en jakke, hvis jeg gør.

·         Viden/litteratur om småbørns udvikling, trivsel og leg.

·         Didaktik – Hvorledes optages læring bedst muligt.

Hvilke faglige holdninger har du oplevet må bearbejdes for at forstå den pædagogik og det samfund du færdes i?

·         Nogle af babysitterne niver og slår børnene. Vores menneskelige overbevisning strider mod fysisk og psykisk afstraffelse af mennesker. Desuden er det i Danmark strafbart at slå børn.

·         At børnene sidder på potten midt i deres rum – og ikke på toilettet. Det vil sige, at nogle børn kan sidde i den ene ende af rummet og spise imens børn i den anden enden af rummet sidder på potten. Derved blandes to ting vi i Danmark holder skabt afskilt.  

·         Hygiejnen er anderledes end den danske standard. Både hygiejnen med hensyn til rummene på Kids Care og hygiejnen i forhold til hvorledes børnene bliver behandlet er yderst anderledes end hvad vi er vant til ud fra vores erfaringer fra Danmark.